De har kæmpet hele natten: - Vi er ved at være trætte
Man forventede i første omgang, at spærringen ville være ophævet klokken 6 tirsdag morgen, men klokken 10.30 er vejen fortsat spærret.
Siden klokken 2.30 natten til tirsdag har indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Boelt og resten af hans hold pumpet løs ved Elling Å på grund af forhøjet vandstand.
- Vi har kørt med fuld kapacitet, så det er forhåndsvis meget vand, vi har kørt igennem, konstaterer han.
Helt lavpraktisk består beredskabets arbejde i, at pumpe vand fra den ene siden af åen til den anden, der hvor den løber under Skagenvej.
- Vores opgave bliver at styre flowet i åen, så vandet ikke kommer for højt op, forklarer indsatslederen.
Hovedvej spærret i timevis
I forbindelse med arbejdet har den nordjyske hovedvej været spærret i timevis, og bilister er i stedet sendt via omkørsel udenom.
- Alle fire slanger går over vejen, og det er derfor, vejen er lukket nu. Vi har også nogle slanger, som er trukket under broen, så vi på et tidspunkt kan genåbne for trafikken men stadig lave pumpe arbejdet, forklarer Thomas Boelt.
De mange timer i regn, kulde og slud begynder også at sætte sig hos medarbejderne.
- Vi kan alle godt mærke, at vi er ved at være trætte, konstaterer indsatslederen.
Man forventede i første omgang, at spærringen ville være ophævet klokken 6 tirsdag morgen. Dog kunne vagtchef ved Nordjyllands Politi oplyse, at man i stedet forventede, at det ville blive klokken 10, men klokken 10.30 er vejen fortsat spærret.
Vejdirektoratet forventer først, at den genåbner ved 14-tiden.