Kendt kro fejrer 50 år: Gæster kører over 200 kilometer for én bestemt schnitzel
Foto: Sofie Hee / TV2 Nord
Det var glade gæster, der satte sig til bords på Bodilles Kro. Og mange af dem havde da også været der mange gange før.
Gennem 50 år er schnitzler, snaps og fadøl blevet langet over disken på Bodilles Kro i Skagen. Et generationsskifte senere er det stadig samme velkendte smag og stemning, der får stamgæster til at svinge forbi gang på gang.
- Jeg synes, at der er hyggeligt her. Man bliver taget godt imod, og maden er fantastisk. Den er lige så god som vores mor lavede den i sin tid, siger Finn Emanuelsen, der efterhånden er velkendt gæst på kroen.
Nyt ejerskab, samme vision
Bodilles Kro blev åbnede i 1974 af Bodil og Alex Olsen med et ønske om at skabe en kro til fiskerne og øvrige gæster i byen, hvor de kunne få en god omgang dansk mad. Selvom kroen har skiftet hænder, lever samme vision i dag.
- Vi håber, at vi skaber en stemning af, at alle altid er velkommen, og at man kan føle sig godt tilpas. Det er ikke et sted med flotte hvide duge, men maden er god, siger Dorte Jensen, indehaver af Bodilles Kro.
Se indslaget fra da vi besøgte Bodilles Kro:
Ægteparret Dorte Jensen og Peter Hansen overtog nemlig kroen i 2007 og har siden drevet stedet i samme ånd. Schnitzlen er lavet på samme gamle opskrift som for 50 år siden, og den var da også det eneste, der blev langet over disken, da kroen kunne fejre sit jubilæum.
- Det er jo en stor dag, 50 år, så det har vi gået og planlagt længe, og vi håber, at mange af vores stamgæster kommer forbi, siger Peter Hansen, indehaver af Bodilles Kro.
216 kilometer for en wienerschnitzel
Og der er da også gæster, der er villige til at rejse langt for en schnitzel og et gensyn med gode venner.
- Jeg har fem nordmænd, der i sommerferien lovede mig, at de ville komme, hvis jeg holdt fødselsdag. Så skrev de til mig i går, at båden fra Larvik i Norge var aflyst.
Aflysningen betød en forsinkelse på godt og vel fire timer.
- Så de er nødt til at køre over Sverige for at komme og fejre mig, så de kommer i aften halv ni, og det er klart, det bliver man rørt af, siger Dorte Jensen.
Gæsterne ved, hvad de får på Bodilles Kro, og sådan bliver det ved med at være.
- Det kan godt være, at der er kommet lidt nyt interiør. Det kan også være, at der er sneget sig et par nye retter ind på menukortet, men der er en ting, der er stensikkert; wienerschnitzlen og den stegte rødspætte, den er der stadigvæk, siger Dorte Jensen.