Valgtræf i Vrå: Kom og stil dit spørgsmål direkte til politikerne
Foto: Henrik Bo / Det Nordjyske Mediehus
P4 Nordjylland, TV2 Nord og Det Nordjyske Mediehus arrangerer valgtræf. Mandag aften gælder det Vrå.
TV2 Nord, Nordjyske og P4 Nordjylland inviterer til valgtræf mandag aften i Vrå, hvor politikere fra alle partier stiller op til debat.
1. november skal danskerne sætte deres kryds. Et kryds, der skal være med til at påvirke landets retning i de kommende år.
Er du stadig i tvivl om, hvem der fortjener din stemme, så kan du blive klogere på partierne og politikerne, når TV2 Nord, Nordjyske og P4 Nordjylland inviterer til valgtræf tre gange i løbet af valgkampen.
Første gang var på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars.
Mandag aften klokken 19 gælder det så Idrætscenter Vendsyssel i Vrå, og på onsdag 26. oktober er der valgtræf på Aalborg Universitet på havnefronten i Aalborg.
Disse politikere debatterer i Vrå
Rasmus Prehn (Socialdemokratiet)
Christian Friis Bach (Radikale Venstre)
Mia Tang (Det Konservative Folkeparti)
Kim Edberg Andersen (Nye Borgerlige)
Theresa Berg Andersen (SF)
Sólbjørg Jakobsen (Liberal Alliance)
Jørgen Bjerregård (Kristendemokraterne)
Mohammad Rona (Moderaterne)
Carsten Ullmann Andersen (Dansk Folkeparti)
Esra Ocak (Frie Grønne)
Anne Honoré (Venstre)
Kristian Bøgsted (Danmarksdemokraterne)
Peder Hvelplund (Enhedslisten)
Joachim Kjeldsen (Alternativet)
Storstilet event i Nordkraft
Der er i det hele taget rig mulighed for at komme i valgstemning i løbet af den kommende uge.
Som en del af TV2 Nords dækning af folketingsvalget inviterer vi nemlig nordjyderne til en storstilet event i samarbejde med TV2 i Nordkraft i Aalborg torsdag 27. oktober.
Her kan man oplevede produktionen af nogle af TV2 News’ populære programmer som “News & Co.” og “Tirsdagsanalysen”, ligesom der om aftenen vil blive sendt “Højlunds Forsamlingshus” direkte fra Nordkraft.
Mød Emil Kondrup
TV2 Nord er selvfølgelig til stede i Nordkraft, hvorfra vi sender live med nyhedsudsendelser og valgdebat.
Der vil desuden også være mulighed for at hilse på Emil Kondrup, der står i spidsen for kampagnen “Emil pumper procenterne”, som TV2 Nord har søsat for at få flere andengangsvælgere til stemmeurnerne.
- Vi vil rigtig gerne inspirere til, at nordjyderne taler om valget og også selv debatterer politik i frokostpausen eller over aftensmaden, siger chefredaktør ved TV2 Nord, Ingrid Buch.
Valgtræffet i Idrætscenter Vrå er altså mandag aften klokken 19. Bare mød op – tilmelding er ikke nødvendig.