Danmarksdemokraterne er næststørst i Nordjylland – Her fik de flest og færrest stemmer
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg og resten af Danmarksdemokraterne bragede ind i Folketinget og er blevet det femte største parti på landsplan.
Der var højt humør til festen ved siden af Dansk Folkeparti på Christiansborg tirsdag aften.
Her holdt Danmarksdemokraterne nemlig fest, hvor de kunne fejre, at de med 15,2 procent af de nordjyske stemmer er blevet det næststørste parti i Nordjylland, kun overgået af Socialdemokratiet.
- Det er jo helt fantastisk. Prøv at tænk, vi er 4 måneder gammel, og så har vi trukket så mange stemmer i Nordjylland. Det er helt suverænt, jeg er så glad, siger Lise Bech, som netop er blevet valgt ind for Danmarksdemokraterne.
Nærmest kun to bunker
I Veddum Forsamlingshus klarede Danmarksdemokraterne sig allerbedst i Nordjylland. Her fik de 35,1 procent af stemmerne.
Valgstyrerformand i Veddum Forsamlingshus, Danny Juul Jensen, var da også på en noget nem opgave, da stemmerne skulle tælles op.
- Så snart vi begyndte, kunne vi se de to bundter. Det var Inger Støjberg og Mette Frederiksen – det var de to, der fyldte noget, resten var forholdsvis nemme at tælle, fortæller han.
Lise Bech er ikke i tvivl om, hvorfor det netop er gået så godt, som det er i Nordjylland.
- Jeg tror i høj grad, det er, fordi vi vil understøtte landbruget og udvikle det og ikke afvikle det. Og så er vi imod CO2-afgift, men det er jo også, fordi Inger er en kæmpe succes heroppe, siger hun.
Mindre populære i storbyerne
Selvom succesen er enorm i Nordjylland, så må man nøjes med at være det femte største parti på landsplan, hvor partiet har været med til at splitte vælgerne.
På trods af succesen er partiet nemlig ikke helt så populære i storbyerne som i de mindre byer. I Haraldslund i Aalborg fik Danmarksdemokraterne også deres dårligste resultat, som lød på 3,3 procent af stemmerne.
- Jeg tror måske ikke, vi har været dygtige nok til at fortælle, at vi er et parti for hele landet også for storbyerne, men derfor har vi alligevel den holdning, at vi skal samle land og by, siger Lise Bech.
Tre mandater i Nordjylland
Som det femte største parti i landet får Danmarksdemokraterne 14 mandater med ind i Folketinget.
Tre af dem er altså fra Nordjylland, og det er, foruden Inger Støjberg og Lise Bech, den tidligere DF-profil Bent Bøgsted, Kristian Bøgsted.
Han er sikker på, at de alle har noget at byde på, når de sætter sig i stolene på Christiansborg.
- Vi kan stadig byde ind med rigtig meget. Lise har erfaring fra Folketinget, og jeg har erfaring fra byrådet, siger Kristian Bøgsted.