Venstre: Corona-restriktioner kunne have ventet lidt
Det er en urimelig situation at stille både brudeparret og restauratøren i, mener Anne Honoré Østergaard, som sidder i Folketingets Erhvervsudvalg på baggrund af et indslag her på TV2 Nord, hvor et brudepar fik et noget andet bryllup end planlagt på grund af nye coronarestriktioner.
Det gik lige hurtigt nok med de nye corona-restriktioner, som statsminister Mette Frederiksen offentliggjorde fredag og som trådte i kraft lørdag. Det mener Anne Honoré Østergaard fra Venstre, som hellere havde set en længere deadline af hensyn til både private og restauratører.
Lørdag fortalte vi på TV2 Nord om Louise og Henrik Kvist Bundgaard, som i weekenden fejrede deres bryllup på Hotel Amerika i Hobro, og det blev en noget anderledes fest, end de havde planlagt. Nye corona-restriktioner betød, at festen måtte lukke klokken 22.00, og at gæsterne skulle bære mundbind.
Man kunne vel have givet en lidt længere deadline end fra fredag til lørdag. For eksempel lade restriktionerne gælde fra mandag, så bryllupper og konfirmationer i weekenden kunne afholdes efter planen.
Anne Honoré Østergaard (V), medlem af Folketingets Erhvervsudvalg
Det er en urimelig situation at stille både brudeparret og restauratøren i, mener Anne Honoré Østergaard, som sidder i Folketingets Erhvervsudvalg.
- Man kunne vel have givet en lidt længere deadline end fra fredag til lørdag. For eksempel lade restriktionerne gælde fra mandag, så bryllupper og konfirmationer i weekenden kunne afholdes efter planen, siger Venstres Anne Honoré Østergaard i en tv-debat mandag.
Anne Honoré Østergaard var mandag i studiet for at diskutere coronasmitte og de nye restriktioner med socialdemokratiets erhvervsordfører Orla Hav i programmet Fokus. Han er slet ikke enig med Venstre i kritikken.
- Vi har et meget tæt samarbejde med sundhedsmyndighederne, og når de slår alarm, er vi nødt til at reagere med det samme. Hvis vi venter, får vi kritik for ikke at reagere hurtigt nok, siger Orla Hav.