Mens Søren sparer en formue, sluger elregningen Jens’ folkepension i samme kommune
Mens de fleste nordjyder betaler flere og flere penge i el, så tjener Nordjyllandsværket massevis af penge. Faktisk i en sådan grad, at de ikke behøver at øge prisen for kunder som Jens. Men det gør de alligevel.
I Stae, nordøst for Aalborg, bor Jens Hartvig Pedersen i sit hus fra 1986, der primært opvarmes med el. Man kan derfor finde adskillige varmepumper hængende på hjemmets vægge, hvis gulv også er udstyret med varme.
- Vi har varmepumpen, brændeovnen og så elvarmen, der kører, forklarer han.
Men nu da elprisen er steget til mindst det dobbelte, er han ikke glad for at bruge elradiatorerne af frygt for den store elregning.
Det er jo billigt. Jeg holder ikke øje med, hvor meget jeg bruger
Husejer, Hasseris
- Det er åndssvagt. Jeg ved jo ikke, hvor den ender henne, siger Jens Hartvig Pedersen og tilføjer:
- Jeg kan blive bekymret for, at der lige pludselig kommer en kæmpe regning, og så skal den jo betales. Men med folkepensionen er det svært at give så mange penge ud.
Blot et par kilometer væk fra Stae ligger Nordjyllandsværket, der producerer el som aldrig før. Faktisk er det så god en forretning, at fjernevarmeregningen ikke behøver at stige, selvom der er krise. Men det gør den til stor ærgrelse hos familien i Stae.
- Det har jeg det ikke godt med, men som menigmand står vi nogle gange med hatten i hånden. Vi kan ikke gøre en skid.
Kommunen skovler penge ind
På den anden side af elværket bor Søren Muhlig. Han er rigtig godt tilfreds med den fjernvarme, som kommunen leverer til Hasseris.
- Det er jo billigt. Jeg holder ikke øje med, hvor meget jeg bruger. For det har bare altid været billigt, siger han.
Den billige fjernvarme er resultatet af, at Nordjyllandsværket nu køber kul i Columbia, der ikke er påvirket af krigen i Ukraine. Derfor kan værket producere massevis af el til konkurrencedygtige priser.
Den store elproduktion betyder dog også, at Nordjyllandsværkets CO2-udledning er fordoblet. Det finder Per Clausen, rådmand i Klima og Miljø ved Aalborg Kommune, dog en grund til:
- Det er korrekt, at vi i dag har produceret mere el, end vi har produceret tidligere, fordi der er en markant efterspørgsel på det. Vi opfatter det bare på den måde, at de penge, vi tjener på det, skal vi bruge til at fremme den grønne omstilling, siger han.
Det er husejer i Stae, Jens Hartvig Pedersen, dog ikke enig i. Han mener i stedet, at det ville være rimeligt, hvis han også fik del i Aalborg Kommunes kæmpe profit på elregningen, som han lige nu mener at være med til at betale for.
For pengepungen er blevet så let, at det snart er svært at få til at hænge sammen.
- Vi skal betale det, der kommer ind, og skal vi handle ind, koster det kassen i øjeblikket. Men folkepensionen er der ikke sket en skid med. Intet.
Se med onsdag aften, når vi i samarbejde med TV 2 sender en time om prisstigningerne.
Find det her på tv2nord.dk og på TV2 Nord Salto.