Værre i Nordjylland: Får tilskud på 125 millioner - men mangler stadig 175
Hver syvende busrute på landsplan – og hver femte i Nordjylland – risikerer at blive sløjfet.
Nordjyderne frygtes at må spejde endnu længere på bussen.
De stigende brændstofudgifter kan betyde, at op mod tyve procent af de gule busser parkeres i garagen.
Derfor var der også krydsede rejsekort og forhåbninger, da repræsentanter fra kommuner og regioner tirsdag var til møde med transportminister Trine Bramsen (S).
Budskabet var et nødråb til den kollektive trafik, hvor især yderområderne ville risikere at blive ramt.
Her faldt der 125 millioner kroner af i ekstra coronakompensation.
Problemet er bare, det langt fra er nok til at lukke hullet i kassen.
Forud for mødet havde kommunerne og regionerne meldt ud, at de mangler 303 millioner for at dække manglende indtægter på grund af passagertab i forlængelse af coronanedlukningerne.
Men de stigende brændstofpriser betyder, at der stadig mangler næsten 200 millioner kroner.
- Det er nok en skuffelse, vi sidder tilbage med.
Sådan siger formand for Nordjyllands Trafikselskab, Søren Kusk (S), der sidder i byrådet i Aalborg og fortsætter:
- Omvendt er den store udfordring brændstofpriserne. Hvis ikke vi får en kompensation for det, så ved jeg, det kommer til at gå ud over den kollektive drift i Nordjylland, siger NT-formanden.
Kusks partikollega, transportminister Trine Bramsen, er dog glad for at det er lykkes at finde de 125 millioner i ekstra coronakompensation.
Hun understreger, at udfordringerne for den offentlige trafik ikke kun bunder i energi- og forsyningskrisen.
- Der er to problemer. De her penge løser en del af problemet, men ikke hele problemet. Dels er der ikke er passagere nok. Det andet problem handler om brændstofpriser, men det er en bredere diskussion, siger Trine Bramsen.
De 175 millioner, der fortsat mangler, og som på landsplan vurderes at koste hver syvende busrute livet, er ikke noget, Trine Bramsen ønskede at gå yderligere ind i, før hun havde drøftet det med finansminister Nicolai Wammen (S).
- Der er jo ikke nogen, der ønsker, at der skal køre tomme busser rundt, slutter transportministeren.