Analyse: Tak for kampen, “Mæhlesby”
Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Den nordjyske landsholdsspiller, Joakim Mæhle, har scoret to mål under EM-slutrunden.
Det gjorde nærmest ondt at se billeder af en grædende Joakim Mæhle i minutterne efter Danmarks nederlag til England på selveste Wembley, lyder det fra Mogens Jørgensen i denne analyse.
Vi var "kun" omkring 700 på Østervrå Stadion midt i Vendsyssel, men det er lige før, at det lille stadion er blevet lige så kendt som det ikoniske, engelske fodboldstadion Wembley under denne EM-slutrunde.
Derfor gjorde det ondt at se det danske landshold og bysbarnet Joakim Mæhle tabe til England i semifinalen. De seneste par uger har nemlig været en lang og fantastisk fodboldoplevelse med sammenhold og stolthed i den lille by midt i Vendsyssel - og som midt i det hele fik et nyt byskilt hængt op, så Østervrå blev til "Mæhlesby".
Du kan se, hvordan det så ud i Østervrå onsdag aften herunder:
Der bor kun lidt over 1000 indbyggere i byen, men hele byen har emmet af stolthed over at være hjemby for en af EM-slutrundens største profiler, Joakim Mæhle, som trådte sine første fodboldstøvler på netop Østervrå Stadion.
Og derfor var næsten hele byen også mødt op på stadion med deres medbragte klapstole. Til både kvartfinalen og semifinalen har de siddet foran storskærmen og fulgt Danmark og Mæhle.
Ja, selv på plejehjemmet midt i byen sejlede de op ad åen, spiste klassiske stadion-platter og hørte fodbold-slagsange, mens de var klædt i rødt og hvidt. Det gjorde stort indtryk!
Daglig kontakt med brødrene i Østervrå
Og så har der været møderne med den sympatiske og fodboldglade familien Mæhle. Mødet med mor Annemette og farmand Ole, der kun bor et langt indkast fra det stadion, hvor Ole lærte sin søn at spille fodbold som femårig.
Det samme sted som Joakims to brødre, Daniel og Marko, med stoltheden lysende ud af øjnene, har set deres bror spille med og mod de allerbedste fodboldspillere i verden.
De har med glød i øjnene fortalt om Joakim, som de har haft daglig kontakt med gennem hele slutrunden. En kontakt som er vigtig for familien Mæhle - og især for Joakim, der slet ikke kan undvære de daglige samtaler over Skype og SMS med brødrene og forældrene hjemme i Østervrå.
Mæhle sendte billetter til barndomsvenner
Det er ikke kun familien, Joakim har haft kontakt med under slutrunden. Også flere af barndomsvennerne fra byen har han SMS'et med under EM.
Barndomsvenner, som Joakim har næsten daglig kontakt med, og som har fået beskeder og opkald fra landsholdslejren, hvor det at sætte sig med sin telefon eller computer har været en måde at koble af på. På den måde har Joakim haft noget andet at tænke på end taktikmøder, mad efter skema, hvil og restitution og den daglige træning.
Den danske EM-historie begyndte med en tragedie i Parken, da Christian Eriksen faldt om med et hjertestop. Da holdet sikrede sig en plads videre fra gruppespillet, blev det til et eventyr. Og fire af Joakim Mæhles barndomsvenner kom med på eventyret.
Da det stod klart, at Danmark skulle møde Wales i 1/8-finalen i Amsterdam, sendte Mæhle fluks fire billetter til fire af sine gamle holdkammerater fra Østervrå - en af dem er faktisk ven med Joakim helt tilbage fra børnehaven.
Og der sad de så, på de bedste pladser på Amsterdam Arena i Holland og så Joakim spille, måske en af de bedste kampe for Danmark under dette EM.
De fik deres livs (formentlig) største fodboldoplevelse, da Joakim fra Østervrå scorede i kampens sidste minutter - og efterfølgende spurtede over mod det afsnit, hvor han vidste hans barndomsvenner var placeret. Efter kampen, i direkte interview, kiggede Joakim Mæhle op på tribunen og fortalte stolt om, hvor glad han var over at se barndomsvennerne sidde og følge kampen.
Det er derfor, det stikker lidt i fodboldhjertet at se Joakim, knægten fra Østervrå, stå på Wembley med tårerne løbende ned ad kinderne. Han føler garanteret, at han har "svigtet" både sin familie og vennerne fra byen, som han ved trofast har fulgt ham under EM.
Men kære Joakim: Tak for kampen! Du har rørt os alle i vores fodboldhjerter over dine præstationer og din nordjyske måde at være på. Du kan tro, vi er stolte over at fortælle andre om, at vi kommer fra samme landsdel som dig. Alle ved nu, hvor Østervrå - Mæhlesby - ligger og gemmer sig på landkortet.