Joakim Mæhle har det ikke fra fremmede
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Joakim Mæhle er ud af en fodboldfamilie med stolte traditioner i Østervrå IF. Arkivfoto
Siger man fodbold i Østervrå, så siger man også familien Mæhle Pedersen, der altid har været aktiv i Østervrå IF.
Joakim Mæhle har ikke fodboldtalentet fra fremmede. Familien Mæhle har altid været aktiv i klubben, og farfar Keld Pedersen er lidt en legende i Østervrå IF.
Bestyrelsesmedlem Michael Thomsen er en af Joakim Mæhles barndomsvenner og venskabet holder stadig. Michael viser rundt i klubhuset i Østervrå og stopper op ved klubbens helt store legende Keld Pedersen:
Det tydeligvis ikke helt tilfældigt, der nu løber en spiller med efternavnet Mæhle rundt på det danske landshold og kommer fra landsbyen Østervrå.
Farfar var en legende i klubben
Lang tid før Joakim trådte i sine første fodboldstøvler, var Joakims farfar Keld Pedersen aktiv som målmand på klubbens førstehold. Efter sigende spillede farfar Keld stadig på holdet som 63-årig. Og ikke nok med det... Keld Pedersen, som var en meget populær skolelærer i byen, var også med i Østervrå IF i mere end 45 år, i mange år som formand for klubben.
I 1995 var TV2 Nord-sporten på pletten, da Keld som 60 årig var målmand i en kamp mod Voersaa:
Far var træner for Joakims hold
Da Keld Pedersen lagde støvlerne på hylden og trak sig lidt tilbage, var der andre i familien, der tog over. Da Joakim begyndte at spille fodbold i Østervrå IF, var det Keld Pedersens søn Ole Pedersen, der var træner for Joakim og hans holdkammerater.
Holdets oplevelser kulminerede med, at drengene fra Østervrå blev jyske mestre årgang U-9 år, og det skete endda på hjemmebanen i Østervrå til stor glæde for det meste af byen.
Mor også formand for Østervrå IF
Joakims mor Anne-Mette var ikke “ kun” mor. Hun har også været formand i Østervrå IF. Joakims to brødre har også spillet fodbold i klubben, og tager stadig del i klublivet i den lille landsbyklub.
Hver gang Joakim Mæhle er hjemme i byen, slår han en smut forbi stadion, for at se Østervrå spille på hans tidligere hjemmebane og for at få en snak med de gamle fodboldkammerater. Joakim har stadig meget kontakt med ungdomsvennerne og får jævnligt besøg af kammerater hjemmefra, både da han spillede i Genk i Belgien og nu i Italien hos den Italienske storklub Atalanta.
Skæbnens sammentræf
Skæbnen ville faktisk at samme dag, Joakim spillede vel nok sin bedste landskamp, og havde en stor andel i at Danmark er videre i EM, da han scorede til 4-1 i Parken mod Rusland, da rykkede førsteholdet i Østervrå IF ned i serie 3. Men så kan klubben, og Joakim Mæhle til gengæld glæde sig over, at andetholdet rykkede fra serie 5 til serie 4.
26. Juni 2019 døde Joakims farfar Keld Pedersen. På samme dato, på lørdag 26. Juni kl 18.00 løber Joakim Mæhle på banen i Amsterdam, når Danmark møder Wales om en plads i kvartfinalen til Europamesterskabet. Så mon ikke mange af de 1300 indbyggere i landsbyen vil sidde foran skærmen og følge med, hvordan det går “lille Joakim” fra Østervrå IF og huske hans farfar, legenden Keld Pedersen.