140 tons sand danner ramme om ny sportsgren til DM-ugen: - Det er en rigtig god eksponering for sporten
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Det er hårdt arbejde at omdanne Honnørkajen i Aalborg til en beachvolleybane.
140 tons sand skal fordeles på honnørkajen, inden DM-ugen for alvor kan gå i gang.
Onsdag bliver DM-ugen officielt sat i gang i Aalborg.
De sidste forberedelser er tirsdag i fuld gang, og i år er beachvolley med for første gang. En sport, der kræver lidt mere end bare den almindelige sandkasse hjemme fra haven, når Danmarks bedste skal dyste på havnen i Aalborg.
"Er man i tvivl, så skal der graves." Sådan har mange værnepligtige soldater hørt deres sergent sige, når de har øvet sig i at grave skyttehuller.
Samme ordlyd var gældende tirsdag eftermiddag og aften på Honnørkajen i Aalborg. Her kom lastbil på lastbil med i alt 140 tons sand til finalearenaen til de danske mesterskaber i beachvolley.
- Du kan selv se hvor meget, eller hvor lidt, der ligger, og han kommer en 6-8 gange endnu og læsser af, smiler direktør i Volleyball Danmark Jesper Jørgensen, mens han tørrer sveden af panden.
- Så får vi en rigtig flot bane, hvor vi kan vise Danmarks bedste beachvolleyspillere frem i løbet af weekenden, fortsætter Jesper Jørgensen.
Se mere fra forberedelserne i indslaget her:
Er med for første gang
Hele eftermiddagen har Volleyball Danmark arbejdet med at lave beachvolleybanen i Aalborg.
Efter at have oplevet sidste års succes som tilskuer, er direktøren for Volleyball Danmark ikke i tvivl om, at beachvolley skal være en fast del af DM ugen.
- Det er en rigtig god eksponering for sporten. Vi får vist frem, hvor dejligt det er at spille beachvolleyball, så det glæder vi os til. Jeg tror, der er mange mennesker, som har set det ude på strandene, og nu får de set det inde i byen. Det har vi store forhåbninger til, siger Jesper Jørgensen fra Volleyball Danmark.
DM-ugens officielle åbningsceremoni vil foregå på Aalborg Stadion klokken 17 onsdag. Beachvolleyholdene skal i aktion fredag, lørdag og søndag, og de spiller både på Honnørkajen og i Vestre Fjordpark i Aalborg.