En tredje Limfjordsforbindelse via Egholm har mange venner på Christiansborg - men også en del fjender.

Når transportminister Benny Engelbrecht (S) inden for nogle måneder tager hul på forhandlinger om en ny politisk aftale om, hvor og hvordan samfundet skal investere i infrastruktur de kommende år, bliver den ny VVM-redegørelse for fjordkrydsningen én ud af mange, mange brikker, der indgår i det samlede puslespil.

For de fleste partier er der i en sådan, ganske omfattende aftale noget, de vældig gerne vil have, og andet, de kan leve med. For nogle er der i reglen også konkrete projekter, de er inderligt imod. To af regeringens støttepartier, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, har det på sidstnævnte måde med en tredje Limfjordsforbindelse.

At det forholder sig sådan i forhold til netop den tredje Limfjordsforbindelse, fandt man i 2014 en pragmatisk løsning på: Hele den daværende forligskreds (S, RV, V, DF, SF, LA og K) stod bag den samlede aftale, der blandt meget andet lagde fast, at en fjordforbindelse, når den måtte komme, skulle gå over Egholm. Ved dette punkt i aftalen stod der: "Socialistisk Folkeparti står udenfor denne del af aftalen".

Kan det ende sådan igen?

Eller kan støttepartierne tvinge regeringen til at genåbne muligheden for et ekstra tunnelrør? Den radikale snart fhv. nordjysk valgte Marianne Jelved har i årtier talt for en Egholm-forbindelse, som partiet i 2014 også var med til at fastlægge. De radikale græsrødder i Aalborg har imidlertid de seneste år vendt sig imod dette, og partiets transportordfører, Rasmus Helveg, siger i dag temmelig klart - selv for en radikal... - at den rigtige løsning er et ekstra tunnelrør og ikke en Egholm-forbindelse.

Regeringer siger altid, at de ønsker brede forlig, og i reglen vil mange partier gerne med i aftaler om trafikforhold. Det giver forhandlerne mulighed for at fremme projekter i ens eget område (det kunne være en omfartsvej ved Mariager!), og frem for alt giver en underskrift på et forlig garanti for, at man i aftale-perioden bliver inddraget, når aftalen skal udmøntes.

At være en del af en forligskreds i et forlig, der løber over mange år, sikrer indflydelse.

Den nuværende trafikaftale udløb til nytår. Egentlig var planen, at forhandlingerne om en ny skulle i gang sidste år, men corona-pandemien forsinkede også dét. Den overskrift, regeringen arbejder med, er, at planen skal handle om grøn mobilitet. Det er en overskrift, som modstanderne af Egholm-løsningen uden tvivl vil fremhæve og spørge, om man i alvor mener, at man kan lave en aftale, der er grøn, samtidig med at naturen - som Aalborgs borgmester har udtrykt det i NORDJYSKE - må vige for 20 kilometer motorvej?

Regeringen går efter om muligt at få en aftale i hus inden sommerferien. Måske spiller regeringen inden forhandlingerne ud med sit bud på indholdet af en aftale - måske ikke. Det står heller ikke klart, hvor mange eller få penge der er til rådighed, når corona-regningen også skal betales. Dét er selvsagt afgørende for, hvor mange ønsker partierne i den sidste ende kan få opfyldt.

Umiddelbart er der politikere fra partier med et klart flertal i Folketinget, der gennem tiden har erklæret en tredje Limfjordsforbindelse deres støtte. Det er imidlertid ikke det samme som, at tilhængerne af forbindelsen kan slå sig til ro med, at den "er hjemme".

I en årrække var opfattelsen på Christiansborg blandt ikke-nordjyske folketingsmedlemmer, at Nordjylland med de to motorveje i Vendsyssel havde fået, hvad man kunne gøre krav på i en rum tid. I dag høres dette argument stort set ikke mere. Afgørende bliver formentlig i meget højere grad, om projekter andre steder i landet kan give et endnu bedre samfundsmæssigt afkast af investeringen, så der ikke bliver plads til en fjordforbindelse her og nu - men måske først senere i aftaleperioden.

Og hvem er det så, der sidder om bordet, når det afgøres, om årtiers diskussion om en tredje Limfjordsforbindelse nu skal føre til, at gravemaskinerne køres i stilling?

I gamle dage var trafikordførerne på Christiansborg en fast kerne, der i årtier styrede, hvor der skulle være veje - man talte ligefrem i en periode om en trafikmafia! Efter sidste valg blev der skiftet godt og grundigt ud, og i virkeligheden er der blandt transportordførerne i dag blot et par stykker, hvis personlige holdning til en tredje Limfjordsforbindelse er offentligt kendt: Venstres mangeårige ordfører på området, Kristian Pihl Lorentzen, er stærk tilhænger, Torsten Gejl, Alternativets enlige repræsentant og ordfører for blandt meget andet transport, der tidligere var valgt i Nordjylland, lige så stærk modstander.

En tredje ordfører, Liberal Alliances Ole Birk Olesen, kender i hvert fald til diskussionen fra sin tid som minister for området.

Ingen af de nuværende transportordførere er valgt i Nordjylland. Det er der til gengæld fem ministre, der er.

Den nuværende transportminister, Benny Engelbrecht (S), mente, der var grund til optimisme på en fjordforbindelses vegne, da han forleden nok en gang blev udfrittet om emnet i folketingssalen, sådan som nordjyske folketingsmedlemmer i mange år har haft for vane at gøre, uanset hvad ministeren hed. Han sagde også her, at Socialdemokratiet står ved aftalen fra 2014 om, at skal der laves en tredje Limfjordsforbindelse, skal den gå via Egholm. Det var et signal til de partier, der næppe har opgivet en anden linjeføring.

Benny Engelbrecht slog i Folketinget fast, at han og hans parti mener, at behovet for en ny forbindelse ER der, og at man ellers ikke ville have ladet VVM-redegørelsen opdatere. Dé projekter, der forud for en forhandling udarbejdes VVM-redegørelser for, er dem, der har en chance for at blive til virkelighed.

Af samme grund har man konkret op til de kommende forhandlinger, sagde ministeren, fravalgt at lade udarbejde en VVM-redegørelse for den omfartsvej ved Mariager, som DF's nu fhv. transportordfører Kim Christiansen fik forhandlet sig frem til kort før valget i 2019. Den er nu skrevet helt og aldeles ud af historien igen. Den havde tilsyneladende én ven, og han sidder ikke mere i Folketinget.