Martin Mikkelsen er fodboldspiller i Superliga-klubben Hobro.
Kan vi sige os fri fra at have smilt et lille smil i mørket, da det så sortest ud for Lyngby? Svaret er nej, skriver fodboldspiller Martin Mikkelsen
Interesserer man sig for dansk fodbold, har man ikke kunnet undgå at følge med i Lyngby BKs seneste kamp mod en truende konkurs. Manglende udbetaling af løn, påkrav fra Spillerforeningen (danske fodboldspilleres fagforening), overskredne deadlines, spillerflugt - Lyngby BK virkede i starten af februar som en klub i frit fald.
Forløbet har givet anledning til en række interessante diskussioner.
For en god ordens skyld vil jeg starte med at statuere det åbenlyse; det er principielt forkert, når sport bliver afgjort ved et skrivebord. Det er dog nemt at forestille sig, at der undervejs i forløbet har siddet nogle kolde og usympatiske skiderikker og håbet, at Lyngby ikke ville klare skærene - især fra klubberne i Superligaens absolutte bund.
En konkurs ville gøre det nemmere
En konkurs til Lyngby ville trods alt gøre det “nemmere” at redde sig en sæson mere i Superligaen, idet Lyngby dermed automatisk ville sætte sig på den første nedrykningsplads og sikre, at de to dårligste Superligahold, når vi når de berygtede playoff-kampe, som minimum ville have chancen for at redde livet i krydskampe mod hold fra 1. division.
Så skadefro er vi andre hellige, solidariske “kollegaer”, som har lidt mere afstand til de nederste pladser, selvfølgelig ikke. Eller hvad? Når det kommer til stykket, kan vi så sige os helt fri fra at have smilt et lille smil i mørket, da det så sortest ud for Lyngby? Erkendelsen er ubekvem, men svaret er nej.
Den anden dag i SuperBrugsen, mens jeg stod i kø ved kassen, faldt jeg over en overskrift på et magasin; “Præstationsræs - er LSD den nye vitaminpille?”.
Jeg har også læst, at antallet af unge, der bliver diagnosticeret med stress og angst, er stigende. Skylden, siger de, skal først og fremmest findes i det pres, de unge føler for at præstere. Disse diskussioner og tendenser er et symbol på tiden, vi lever i. Der skal spares, effektiviseres, udvikles - præstationssamfundet er over os. Den latente grundangst for ikke at slå til er vækket.
Måles og vejes hver dag
I fodboldverdenen kender vi om nogen til det at skulle præstere. Vi bliver målt og vejet hver eneste dag. Den øgede brug af statistisk analyse har sat endnu mere fokus på den enkeltes præstation. Det er slut med at gemme sig.
Desuden har den nye struktur i Superligaen medført, at det er svært at komme fri af bunden, idet bunden består af de otte nederste. Medmindre du spiller i en af de 3-4 bedste klubber, er truslen om det allerværste, nedrykning, hele tiden nærværende. Og der er altså en verden til forskel på at spille 1. division og Superliga. Især for ens selvforståelse.
Med alt dette in mente, er det så i virkeligheden ikke blot en naturlig, menneskelig reaktion at føle en lille smule glæde over andres ulykke, når det potentielt kan gøre verden til et bedre sted.. for os? Under de vilkår, vi skal præstere, er det så ikke umuligt at undgå? Der er ingen tvivl om, at alle fodboldspillere, inkl. mig selv, hellere vil sejre på fodboldbanen end ved skrivebordet, men ultimativt hellere dem end os - uanset midlerne. Hykleriet længe leve.
I fredags (9. febr.) kunne Lyngby BK dog ånde lettet op. Konkursen er afværget. Direktør Birger Jørgensen har udtalt, at Lyngby BK ikke længere er til salg, og at økonomien i princippet er sikret de næste 100 år.
Det betyder dog ikke, at forløbet ikke har haft mærkbare konsekvenser for klubben. Fire spillere har forladt Lyngby kvit og frit, bl.a. det offensive omdrejningspunkt, Mikkel Rygaard, som har skrevet kontrakt med lokalrivalerne fra FC Nordsjælland.
Skuffelsen over det tab må dog formodes at blive overskygget af en følelse af lettelse. Holdets langtidsskadede anfører, Mathias Tauber, hvis fodboldfremtid, ifølge ham selv, havde set dyster ud i tilfælde af en konkurs, har da også udtrykt, at han fældede en tåre i forbindelse med redningens realitet.
Vi glemmer, hvor heldige vi er
Man skal være en ualmindelig kold satan, hvis sådanne historier ikke vækker sympati for Lyngby. På den måde kan forløbet vise sig at have en positiv effekt på holdet. De kan spille frit. Ingen udenstående forventer eller kræver noget. Lykkes de ikke, vil folk vise forståelse og medfølelse. Lykkes de, vil de blive hyldet som nogle fantastiske karakterer, som har præsteret under svære forhold. Lyngby er fredet.
Det, der er vigtigst for os, har det med først at vise sin betydning, når det er for sent. Hverdagens trivialitet kan få os til at glemme, hvor heldige vi er. Lyngbys spillere er blevet mindet om, hvor priviligerede de er. De, der modstod fristelsen for at søge andre og mere driftssikre græsgange, er rykket tættere sammen i bussen. Mikkel Rygaard kommer uden tvivl til at blive savnet, men det er ikke nødvendigvis udelukkende negativt at sige farvel til en række spillere, som (måske) allere
de havde blikket rettet mod fremtiden.
Bl.a. udnyttede venstrebacken Casper Højer situationen til at opsige sin kontrakt og skifte til AGF, som han allerede havde skrevet kontrakt med fra sommeren 2018. De, der er tilbage, kan kigge rundt i omklædningsrummet og konstatere, at holdkammeraterne virkelig vil Lyngby BK. Det må skabe en fed følelse af sammenhold.
Lyngby BK har været igennem en følelsesmæssig rutschebanetur med dobbelt loop de seneste uger, men det kan ikke afvises, at de er kommet styrket ud på den anden side. Sportsligt som økonomisk. Én ting er i hvertfald sikkert; de er klar til at afgøre tingene på banen. Tiden vil vise, om det også er en glædelig nyhed for os andre.
Om bloggeren
Martin Mikkelsen er professionel fodboldspiller i Superligaklubben Hobro.
