For nylig var Christian Roar Pedersen gæstelærer for 50 tosprogede studerende. Det var ifølge ham selv en øjenåbner i forhold til venskaber på tværs af religion.
Udlændinge har brug for at blive mødt som troende mennesker. Det erfarede jeg, da jeg for nylig var på besøg på et voksenuddannelsescenter.
Jeg var inviteret som gæstelærer til at tale med 50 tosprogede studerende om tro og kristendom. Det var en meget berigende og opløftende oplevelse.
Præstekjole og tørklæde
Jeg ankom til undervisningen iført præstekjole. Noget, der nok ville vække undren, hvis der var tale om etniske danskere. Men ikke i denne sammenhæng. Når man kommer fra Syrien, Irak eller Etiopien, spiller religion en helt central rolle i både samfund og privatliv.
Vi danskere er religionsforskrækkede. Det er ok, du er religiøs, bare du holder det for dig selv. Vi vil hellere snakke vejret eller sex frem for religion. Den holdning har udlændige svært ved at forstå.
Derfor var det en lettelse for de studerende på VUC at få lov til at tale om religion og tro. Det var en befrielse for dem at møde en præst, der åbent stod ved kristendommen og også personligt fortalte om, hvad troen betyder i hans liv. For tro er jo dybt personlig. Den går tæt på. Den har med minder fra barndom og ungdom at gøre. Den er del af en livsvej.
Abstrakt religionssnak?
Derfor kan vi heller ikke tale abstrakt om religion. Islam og muslimer fylder meget i den offentlige debat, men det forbliver en teoretisk diskussion om, hvorvidt islam som religion er forenelig med dansk kultur.
Vi danskere er religionsforskrækkede. Det er ok, du er religiøs, bare du holder det for dig selv.
Christian Roar Pedersen
Den debat kan selvfølgelig være relevant at tage, men vi overser, at religion også er fester, vi er samlet om til højtiderne. Religion er velkomst og afsked med familie og venner, den er det, der bærer os oppe i svære tider. Derfor kan man ikke tale abstrakt om kristendom eller islam uden samtidig at tale om Christians eller Fatimas liv.
Det var stort at se genkendelsen og den gensidige forståelse, når jeg til de muslimske kvinder kunne sige: Jeg forstår godt, at I går med tørklæde. For jeg forstår godt, at man gør noget af religiøse årsager. Der blev nikket og smilet. De følte sig set - måske for første gang i Danmark - som religiøse mennesker.
Det var helt fint med dem, at jeg vil gøre mit bedste for at overbevise dem om at blive kristne. Ligesom jeg ved, at de vil overbevise mig om det modsatte. Vi behøver ikke skjule, hvem vi er.
De studerende havde overvældende mange spørgsmål til præsten. Vi var rundt om alt fra religionsfrihed over trinitetslæren og til grundloven. Men et spørgsmål har naglet sig fast i mit sind. En ung muslimsk mand spurgte:
- I Syrien havde jeg mange kristne venner. Har du en muslimsk ven?
Det har jeg ikke. Det burde jeg have. De udlændinge, jeg kender, er kristne. Integrationen er vore alles ansvar. Fem procent af befolkningen i Danmark er muslimer. Det dur ikke, at vi lever i hver vores have og kun mødes ved at råbe “muslim” eller “dansker” ad hinanden hen over hækken. Vi bliver nødt til at mødes og tale om det, der betyder noget for os.
Her kommer vi ikke uden om religion, og som folkekirkepræst er jeg overbevist om, at vi kan spille en særlig rolle i det møde.
Tabouleh, humus og kage i lange baner
Var spørgsmålene overvældende, var den mad, nydanskerne havde lavet, fordi præsten kom, storslået. Der var tabouleh, humus og kage i lange baner. Og en stolthed over at være vært og kunne vise noget af sin kultur frem. Mit menighedsråd i Hals har nu inviteret dem alle sammen på besøg i Hals Kirke. Så er det vores tur til at være vært.
Hvordan det møde går, kan jeg fortælle om senere. Indtil da vil jeg lade den syriske mands spørgsmål gå videre:
Har du en muslimsk ven?
