Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

BLOG: Den hele fodboldspiller

Fodboldspiller Martin Mikkelsen gør sig overvejelser om, hvad eller hvem fodboldspilleren er udover det professionelle fodboldliv. Hvad sker der efter endt karrierestop, spørger han sig selv.

Jeg havde engang en ven. Vi blev venner som 7-8-årige, da han flyttede ind på samme vej som min. Han startede også i min parallelklasse, og vi fandt hurtigt hinanden. Vi havde især fodbolden til fælles. Vi var med afstand de to bedste på årgangen, og det knyttede et stærkt bånd imellem os.

I mange år var vi nærmest uadskillelige. Vi grinede meget, og hvis vi ikke spillede fodbold, kørte vi typisk rundt i nabolaget på rulleskøjter og ledte efter sjov og ballade. Vi stjal frugt i haverne, løb fra regningen på Pizza Hut og kastede med vandballoner fra nabolagets tage. Vi var, som drenge i den alder er, når de tror, de er nogle fandens karle. Adrenalinjunkier på et harmløst niveau.

Som 11-12-årige skiftede vi begge fra den lokale klub VIK i det nordlige Århus til AGF og tog bussen sammen til træning 3-4 gange om ugen. Vi fulgtes ad på førsteholdene op gennem ungdomsårene og fik begge debut på AGFs Superligahold i en ung alder.

Han formåede at bide sig fast på holdet, mens jeg forsvandt længere og længere ud i glemslen. I starten af vores 20’ere gled vi fra hinanden, og da jeg i sommeren 2008 skiftede til FC Fredericia, skiltes vore veje. De seneste ti år har vi kun set hinanden ganske få gange gennem tilfældige møder.

For et par uger siden læste jeg pludselig en artikel om min gamle ven, som i 2012, i en alder af 26 år, blev erklæret fodboldinvalid efter sin tredje korsbåndsskade og måtte affinde sig med at tage et ufaglært job på et havnelager for at kunne betale regningerne.

Han var ellers så god, at han nåede at repræsentere Danmark på både U21- og Ligalandsholdsniveau. Jeg hørte ham også fortælle sin historie i radioen. Hans fodboldmæssige skæbne kendte jeg selvfølgelig, men det var specielt at høre den barske historie og alt det, der fulgte med, med hans egne ord.

Han havde ikke nogen uddannelse og vidste ikke, hvad han skulle med sit liv. Han fór vild.

Forført af det professionelle liv

Fortællingen om min gamle ven er en skrækhistorie om en ung, talentfuld fodboldspiller, som lod sig forføre af det professionelle liv og, ligesom mange af os andre, glemte, at det liv ikke varer evigt.

Historien er trist, men også vigtig. Den er en påmindelse om, at tilværelsen som professionel fodboldspiller leves på lånt tid, og at det kan være slut på et splitsekund.

Der er nogle, der kan leve af pengene fra deres fodboldkarrierer resten af livet, og de, der kan, fylder meget i vores bevidsthed, fordi vi efterhånden ser dem hver dag i La Liga, Premier League, Champions League og så videre, men det er vigtigt at huske, at de er et ekstremt fåtal.

Det er min opfattelse, at der er rigtig mange unge fodboldspillere i dag, som er modne og ansvarlige og ikke kun har fokus på nu og her, men også på livet efter fodboldkarrieren. Der er dog helt sikkert også nogle, der ikke har, og det er der ikke noget at sige til, for livet som professionel fodboldspiller kan være berusende.

Du kan få en følelse af, at du på mange måder har et nemt liv. Du har masser af fritid, og der følger ofte en ophøjet status med blandt venner og bekendte. De sociale medier har gjort, at opmærksomheden fra fans og andre interesserede er større og mere konstant, og det er nemt at blive afhængig.

Du er kun et par klik og et uploadet billede på Instagram væk fra et nyt fix. Du kan nemt få følelsen af, at du er noget helt særligt, og at definere sig selv ud fra den tanke er farligt, for en dag brister forestillingen.

Du lever en ubekymret tilværelse og føler, at du har tid til at udskyde alt, der bare kræver en minimal indsats. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har selv været der. Jeg begyndte på en uddannelse, men jeg var altid fraværende - enten fysisk eller mentalt.

Jeg havde mine tanker alle mulige andre steder. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var i den juridiske verden, jeg hørte til, men det lød godt og så godt ud på papiret, så jeg lod stå til.

Jeg havde masser af tid. Jurastuderende og professionel fodboldspiller - jeg lod projektionen af mig definere mig som menneske. I dag er jeg 32 år og stadig ikke afklaret med, hvad jeg skal, når min fodboldkarriere er slut. Det er der ingen skam i, men jeg gad godt, at jeg havde taget nogle mere velovervejede og målrettede valg i en tidligere alder, i stedet for bare at hygge mig og se en film, tjekke Facebook eller tage ud og shoppe med nogle venner. Det går tiden også med, har jeg erfaret.

Det var heldigt, at det ikke var mig, der blev skadet.

Den objektive kyniker vil argumentere for, at livet som professionel fodboldspiller kan være både meningsløst og uden perspektiv - forstået på den måde, at det i høj grad er et liv, der belønner dig her og nu. Antallet af håndgribeligt brugbare ting, man kan tage med i rygsækken, når karrieren en dag er ovre, er stærkt begrænsede.

Det er meget få, der tjener så mange penge i løbet af deres fodboldkarrierer, at de aldrig skal tænke på dem mere.

Den gennemsnitlige Superliga- eller fuldtids 1. divisionsspiller gør i hvertfald ikke. Selvom det kan virke som en oplagt mulighed med fodboldbaggrunden in mente, så er det kun ganske få, der kan få jobs som trænere eller eksperter på Onside, når karrieren er slut, idet antallet af stillinger er meget begrænsede. Bevares, en karriere som professionel fodboldspiller vil altid pynte på CV’et, men det vil også altid kun være en detalje.

Som fodboldspiller knytter du stærke venskaber og får ganske givet mange fantastiske minder, hvilket bestemt er værd at tage med, for det er vel lige præcis noget af dét, det hele handler om; gode venner og store oplevelser - det er bare lidt synd, hvis det kræver for store ofre og sker på bekostning af fremtiden. Hvis det at leve i nuet er det eneste, man gør, mister det på et tidspunkt sin glans.

Fodboldlivets bivirkninger

Et adspredende miljø som supplement til livet som fodboldspiller kan også være med til at modvirke nogle af de uheldige bivirkninger, som livet som professionel fodboldspiller udsætter dig for.

Som fodboldspiller er der en risiko for at blive understimuleret både socialt og intellektuelt. Man ser de samme - relativt få - mennesker hver dag, og ofte ender man også med at hænge ud med sine fodboldkammerater i fritiden - både fordi man knytter stærke bånd, typisk har man meget tilfælles og helt banalt har tid på de samme tidspunkter.

Den virkelige verden er noget, der sker udenfor og omkring én, mens man udlever drømmen i osteklokken sammen med sine holdkammerater.

- Den virkelige verden er noget, der sker udenfor og omkring én, mens man udlever drømmen i osteklokken sammen med sine holdkammerater.

Martin Mikkelsen

Desuden kan det være skadeligt at vænne din hjerne til kun at være “på” to timer om dagen. Den tidligere landsholdsspiller, Kasper Lorentzen, berettede for at par år siden om, hvordan han, efter endt fodboldkarriere, fik arbejde i FC Nordsjællands administration, men allerede efter kort tids arbejde gik ned med en voldsom, influenzalignende sygdom, som holdt ham sengeliggende i flere uger.

Krop og især hoved kunne ikke holde til den kæmpe belastning, det var, at skifte livet som fodboldspiller ud med et ‘almindeligt’ arbejde med en effektiv arbejdsuge på 37 timer.

Brugbar fordybelse

Min opfordring handler ikke om, at man ikke skal jagte sine (fodbold)drømme med alt, hvad man har, men blot at man forbereder sig på livet efter fodbolden, inden det liv starter - på den ene eller anden måde.

Brugbar fordybelse kommer i alle mulige former og størrelser, så et eller andet kan altid lade sig gøre, og det er min påstand, at det bestemt ikke vil gøre dig til en dårligere fodboldspiller - nærmere tværtimod.

Historien om min gamle ven viser med al tydelighed, at udløbsdatoen for en fodboldspiller er svær at fastsætte, så der er ingen tid at spilde. Jo længere tid man venter, og jo mere man afmonterer sig fra den virkelige verden, jo sværere bliver det at komme igang.

En påbegyndt eller færdiggjort uddannelse er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke kan forekomme et tomrum efter endt karrierestop - især ikke, hvis det skyldes en alvorlig skade som i historien om min gamle ven.

Men hvis alternativet er at fare vild, er det altid rart at vide, hvilken vej man skal.

OM BLOGGEREN:

Martin Mikkelsen er professionel fodboldspiller i Superligaklubben Hobro.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.