Jeg havde engang en ven. Vi blev venner som 7-8-årige, da han flyttede ind på samme vej som min. Han startede også i min parallelklasse, og vi fandt hurtigt hinanden. Vi havde især fodbolden til fælles. Vi var med afstand de to bedste på årgangen, og det knyttede et stærkt bånd imellem os.

I mange år var vi nærmest uadskillelige. Vi grinede meget, og hvis vi ikke spillede fodbold, kørte vi typisk rundt i nabolaget på rulleskøjter og ledte efter sjov og ballade. Vi stjal frugt i haverne, løb fra regningen på Pizza Hut og kastede med vandballoner fra nabolagets tage. Vi var, som drenge i den alder er, når de tror, de er nogle fandens karle. Adrenalinjunkier på et harmløst niveau.

Som 11-12-årige skiftede vi begge fra den lokale klub VIK i det nordlige Århus til AGF og tog bussen sammen til træning 3-4 gange om ugen. Vi fulgtes ad på førsteholdene op gennem ungdomsårene og fik begge debut på AGFs Superligahold i en ung alder.

Han formåede at bide sig fast på holdet, mens jeg forsvandt længere og længere ud i glemslen. I starten af vores 20’ere gled vi fra hinanden, og da jeg i sommeren 2008 skiftede til FC Fredericia, skiltes vore veje. De seneste ti år har vi kun set hinanden ganske få gange gennem tilfældige møder.

For et par uger siden læste jeg pludselig en artikel om min gamle ven, som i 2012, i en alder af 26 år, blev erklæret fodboldinvalid efter sin tredje korsbåndsskade og måtte affinde sig med at tage et ufaglært job på et havnelager for at kunne betale regningerne.

Han var ellers så god, at han nåede at repræsentere Danmark på både U21- og Ligalandsholdsniveau. Jeg hørte ham også fortælle sin historie i radioen. Hans fodboldmæssige skæbne kendte jeg selvfølgelig, men det var specielt at høre den barske historie og alt det, der fulgte med, med hans egne ord.

Han havde ikke nogen uddannelse og vidste ikke, hvad han skulle med sit liv. Han fór vild.

Forført af det professionelle liv

Fortællingen om min gamle ven er en skrækhistorie om en ung, talentfuld fodboldspiller, som lod sig forføre af det professionelle liv og, ligesom mange af os andre, glemte, at det liv ikke varer evigt.

Historien er trist, men også vigtig. Den er en påmindelse om, at tilværelsen som professionel fodboldspiller leves på lånt tid, og at det kan være slut på et splitsekund.

Der er nogle, der kan leve af pengene fra deres fodboldkarrierer resten af livet, og de, der kan, fylder meget i vores bevidsthed, fordi vi efterhånden ser dem hver dag i La Liga, Premier League, Champions League og så videre, men det er vigtigt at huske, at de er et ekstremt fåtal.

Det er min opfattelse, at der er rigtig mange unge fodboldspillere i dag, som er modne og ansvarlige og ikke kun har fokus på nu og her, men også på livet efter fodboldkarrieren. Der er dog helt sikkert også nogle, der ikke har, og det er der ikke noget at sige til, for livet som professionel fodboldspiller kan være berusende.

Du kan få en følelse af, at du på mange måder har et nemt liv. Du har masser af fritid, og der følger ofte en ophøjet status med blandt venner og bekendte. De sociale medier har gjort, at opmærksomheden fra fans og andre interesserede er større og mere konstant, og det er nemt at blive afhængig.

Du er kun et par klik og et uploadet billede på Instagram væk fra et nyt fix. Du kan nemt få følelsen af, at du er noget helt særligt, og at definere sig selv ud fra den tanke er farligt, for en dag brister forestillingen.

Du lever en ubekymret tilværelse og føler, at du har tid til at udskyde alt, der bare kræver en minimal indsats. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har selv været der. Jeg begyndte på en uddannelse, men jeg var altid fraværende - enten fysisk eller mentalt.

Jeg havde mine tanker alle mulige andre steder. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var i den juridiske verden, jeg hørte til, men det lød godt og så godt ud på papiret, så jeg lod stå til.

Jeg havde masser af tid. Jurastuderende og professionel fodboldspiller - jeg lod projektionen af mig definere mig som menneske. I dag er jeg 32 år og stadig ikke afklaret med, hvad jeg skal, når min fodboldkarriere er slut. Det er der ingen skam i, men jeg gad godt, at jeg havde taget nogle mere velovervejede og målrettede valg i en tidligere alder, i stedet for bare at hygge mig og se en film, tjekke Facebook eller tage ud og shoppe med nogle venner. Det går tiden også med, har jeg erfaret.

Det var heldigt, at det ikke var mig, der blev skadet.

Den objektive kyniker vil argumentere for, at livet som professionel fodboldspiller kan være både meningsløst og uden perspektiv - forstået på den måde, at det i høj grad er et liv, der belønner dig her og nu. Antallet af håndgribeligt brugbare ting, man kan tage med i rygsækken, når karrieren en dag er ovre, er stærkt begrænsede.

Det er meget få, der tjener så mange penge i løbet af deres fodboldkarrierer, at de aldrig skal tænke på dem mere.

Den gennemsnitlige Superliga- eller fuldtids 1. divisionsspiller gør i hvertfald ikke. Selvom det kan virke som en oplagt mulighed med fodboldbaggrunden in mente, så er det kun ganske få, der kan få jobs som trænere eller eksperter på Onside, når karrieren er slut, idet antallet af stillinger er meget begrænsede. Bevares, en karriere som professionel fodboldspiller vil altid pynte på CV’et, men det vil også altid kun være en detalje.

Som fodboldspiller knytter du stærke venskaber og får ganske givet mange fantastiske minder, hvilket bestemt er værd at tage med, for det er vel lige præcis noget af dét, det hele handler om; gode venner og store oplevelser - det er bare lidt synd, hvis det kræver for store ofre og sker på bekostning af fremtiden. Hvis det at leve i nuet er det eneste, man gør, mister det på et tidspunkt sin glans.

Fodboldlivets bivirkninger

Et adspredende miljø som supplement til livet som fodboldspiller kan også være med til at modvirke nogle af de uheldige bivirkninger, som livet som professionel fodboldspiller udsætter dig for.

Som fodboldspiller er der en risiko for at blive understimuleret både socialt og intellektuelt. Man ser de samme - relativt få - mennesker hver dag, og ofte ender man også med at hænge ud med sine fodboldkammerater i fritiden - både fordi man knytter stærke bånd, typisk har man meget tilfælles og helt banalt har tid på de samme tidspunkter.

Den virkelige verden er noget, der sker udenfor og omkring én, mens man udlever drømmen i osteklokken sammen med sine holdkammerater.

Desuden kan det være skadeligt at vænne din hjerne til kun at være “på” to timer om dagen. Den tidligere landsholdsspiller, Kasper Lorentzen, berettede for at par år siden om, hvordan han, efter endt fodboldkarriere, fik arbejde i FC Nordsjællands administration, men allerede efter kort tids arbejde gik ned med en voldsom, influenzalignende sygdom, som holdt ham sengeliggende i flere uger.

Krop og især hoved kunne ikke holde til den kæmpe belastning, det var, at skifte livet som fodboldspiller ud med et ‘almindeligt’ arbejde med en effektiv arbejdsuge på 37 timer.

Brugbar fordybelse

Min opfordring handler ikke om, at man ikke skal jagte sine (fodbold)drømme med alt, hvad man har, men blot at man forbereder sig på livet efter fodbolden, inden det liv starter - på den ene eller anden måde.

Brugbar fordybelse kommer i alle mulige former og størrelser, så et eller andet kan altid lade sig gøre, og det er min påstand, at det bestemt ikke vil gøre dig til en dårligere fodboldspiller - nærmere tværtimod.

Historien om min gamle ven viser med al tydelighed, at udløbsdatoen for en fodboldspiller er svær at fastsætte, så der er ingen tid at spilde. Jo længere tid man venter, og jo mere man afmonterer sig fra den virkelige verden, jo sværere bliver det at komme igang.

En påbegyndt eller færdiggjort uddannelse er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke kan forekomme et tomrum efter endt karrierestop - især ikke, hvis det skyldes en alvorlig skade som i historien om min gamle ven.

Men hvis alternativet er at fare vild, er det altid rart at vide, hvilken vej man skal.