Statens Serum Institut advarer om, at for få unge får bestilt tid til vaccine
Foto: TV2 Nord
En fjerdedel af unge over 15 år har endnu ikke fået booket en tid til at blive coronavaccineret.
De unge rykker for langsomt, når det gælder om at booke vaccinetider og lade sig vaccinere, lyder det fra Statens Serum Institut.
Selvom der er op imod 60.000 ledige vaccinetider i Nordjylland, er det en udfordring for myndighederne at få de unge til tage imod tilbuddet om at blive vaccineret mod corona-virus.
Alle unge over 15 år er nu indkaldt, men Statens Serum Institut advarer om, at for få unge får bestilt tid. Instituttes overvågning af vaccinetilslutningen viser, at det på landsplan er hver fjerde ung, der endnu ikke har bestilt en vaccinationstid på hjemmesiden vacciner.dk.
Det var nemt nok
For Jeppe Bang Larsen på 21 år, var tirsdag dagen for andet stik af coronavaccinen. Han er én af de mange unge, der lige nu er i gang med vaccinationsprogrammet.
- Vi var en flok venner, der besluttede os for at bestille sammen. Det var nemt nok. Jeg gik bare ind på hjemmesiden og fik en tid.
Men det er fortsat for få unge, der får bestilt tid til vaccine i disse dage, lyder det fra Statens Serum Institut. Det sker oven i tirsdagens smittetal på 1055, som er det højeste siden 1. juni.
Der kan være mange årsager, lyder det fra en flok unge, TV2 Nord har talt med. Det kan handle om travlhed men også om vanskeligheder med at komme frem til vaccinationsstedet, lyder det i dette tv-indslag:
De unge fylder fortsat meget i smittestatistikken. Den seneste uge tegner de 20 til 29-årige sig for mere end 40 procent af det samlede smittetal.
Den generelle tilslutning til vaccination er høj i Region Nordjylland og ligger på omkring 96-97 procent, oplyser Statens Serum Institut.