På Læsø og Mors kan du besøge plejehjemmet - alle andre afventer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To af de nordjyske kommuner har åbnet op for udebesøg på plejehjem - de øvrige afventer en officiel udmelding fra myndighederne.
Fra klokken 14.00 er det igen tilladt at besøge borgere på plejehjemmene i Morsø Kommune - udenfor. Det samme har været en mulighed på Læsø i snart en uge, men i de øvrige nordjyske kommuner afventer man officielle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne før pårørende igen kan komme på besøg hos deres ældre familiemedlemmer og venner. Det viser en rundringning til de nordjyske kommuner som TV2 Nord har foretaget.
Fredag har Sundhedsstyrelsen nemlig, i Jyllands-Posten, erkendt, at de retningslinjer om besøg på plejehjem, der blev sendt ud 8. april, var for strikse og at
besøg på udearealer faktisk er lovlige jævnfør en ændring i loven fra 4. april.
Men selvom Sundhedsstyrelsen altså nu er kommet på banen og har sagt, at man har været for strikse i veljledningerne, er det altså kun i to kommuner, det fredag er muligt at komme på udebesøg på plejehjemmene.
På kortet kan du se, hvordan kommunerne forholder sig til Sundhedsstyrelsen nylige udmeldning.
Artiklen fortsætter efter det interaktive kort.
Åbner op for 30 minuttes besøg
Et af de steder, der har åbent for besøg er Morsø Kommune. I en pressemeddelse udsendt fredag eftermiddag fremgår det at det fra klokken 14 fredag eftermiddag, efter aftale og i maksimalt 30 minutter, er tilladt at besøge ældre på plejehjemmenes udearealer.
På Læsø har man siden mandag haft en tilsvarende mulighed for at besøge de 44 beboere, der har bolig på øens plejehjem. Og før det var det muligt at aflægge de ældre et besøg hvis det foregik på beboerens terasse - med beboeren i sundhedsmæssig forsvarlig afstand inde i boligen.
- Vi har altid haft et meget åbent plejehjem med masser af besøg og på en ø som Læsø hvor alle kender alle er det saftsusme svært bare at lukke helt ned, fortæller Helle Christensen, der er ældre- og sundhedschef i Læsø Kommune.
Derfor indførte man muligheden for terassebesøg og i mandags altså også muligheden for udebesøg.
- Vi kan ikke have 150 eller 200 mand til at sidde i vores have, men man kan aftale et besøg og så vil vores personale hjælpe beboeren med at komme til og fra haven. Alt efter hvem beboeren er, kan det være vi sætter tidsbegræsning på besøget og normalt siger vi 30 minutter, men der er nogen, der kan klare mere og så er det også okay, siger Helle Christensen videre.
- Til gengæld er vi meget hysteriske omkring afstand og hygiejne og det generelle indtryk er, at borgerne og de pårørende virkelig forstår at passe på sig selv og hinanden, siger Helle Christensen.
Mange afventer retningslinjer
Billedet i de øvrige kommuner er, at man afventer konkret vejledning fra Sundhedsstyrelsen før man vil åbne op for ude-besøg. Selvom Sundhedsstyrelsen i Jyllands-Posten ellers erkendte, at man havde været for restriktive, er der nemlig endnu ikke sendt en ny vejledning ud til kommunerne, som de kan henholde sig til.
En af de kommuner, der afventer Sundhedsstyrelsen er Rebild Kommune. Her var ude-besøgende fredag morgen til drøftelse ved et stabsmøde og allerede nu er arbejdet med at lave konkrete, lokale guidelines for besøg derfor sat igang - men intet bliver til virkelighed uden en vejledning fra Sundhedsstyrelsen.
- Vi er ved at undersøge hvilke muligheder der er, for at åbne op for udebesøg. Der er forskellig indretning de forskellige steder og de lokale retningslinjer vi kommer frem til vil bære præg af, hvordan de lokale centre ser ud, fortæller Pil Rahbek, der er pleje- og omsorgschef i Rebild Kommune.
- Vi skal se på, hvordan det fysisk kan tilrettelægges, så der er så lidt færdsel som muligt inde på selve plejecentret og i hele det her arbejde skal vi først og fremmest sikre borgernes sundhed, siger hun videre.
- Vi er klar
I alle kommuner har der hidtil - og lige siden Mette Frederiksen 11. marts meddelte, at Danmark lukkede ned for en stund - været mulighed for at dispensere for påbuddet mod besøg på plejehjemmene. Det har blandt andet været muligt at tillade besøg til borgere med demenssygdomme, hjerneskader samt til døende patienter. Og den mulighed er blevet brugt i alle kommuner. Også i Rebild Kommune:
- De situationer, hvor der har været mulighed for dispensation har vi vurderet hver enkelt sag individuelt. Der kan være borgere med svær demens, der ikke kan forstå, at de pludselig ikke får besøg længere, men der kan også være borgere, der ikke forstår, at besøgene skal foregå med afstand og så videre - og så kan den konkrete vurdering være, at det er bedst ikke at få besøg.
En anden kommune, der har brugt dispensationsmulighederne er Jammerbugt KOmmune og her er man også klar til at åbne yderligere op og tage imod besøg på udearealerne.
- Vi er klar. Klar til at være fleksible og klar til, at når de siger, det kan være en mulighed, så åbner vi op for den mulighed, fortæller borgemester Mogens Christen Gade (V).
- Det her er et dilemma mellem den psykiske og fysiske sundhed og vi har brugt dispensationsmulighederne til at sikre den psykiske sundhed, hvor det var muligt. Nu afventer vi den konkrete vejledning og så kan vi ret hurtigt sætte udebesøgende igang. Vi er i den heldige situation, at der er store udenomsarealer alle steder så de fysiske rammer er til stede, siger borgmesteren.
Vejledning er på vej
Men før flertallet af kommuner vil tillade besøg, vil de altså have en vejledning fra Sundhedsstyrelsen - og den er på vej, lyder det.
- Det er en fejl, at der i vejledningen om forebyggelse af spredning af covid-19 på plejecentre står en anden information om udearealer, end det, der står i påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed, udtalte Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen torsdag til Jyllands-Posten og forsikrede:
- Vi er ved at opdatere vejledningen og vil i den forbindelse opdatere teksten om udearealer, så den svarer til, hvad Styrelsen for Patientsikkerhed har udmeldt.
VIDEO: Se hvordan man får taget en covid-19-test