Elev smittet med coronavirus: Hel klasse sendt hjem
Foto: René Ryom
Elever og lærere er sendt hjem fra Aalborg Handelsskole efter en elev er testet positiv for coronavirus.
En elev fra Aalborg Handelsskole er testet positiv for coronavirus og derfor er hele stamklassen - en klasse på 3. årgang - sendt hjem. Det samme er de undervisere der har været i kontakt med klassen de sidste 48 timer.
Det skriver Aalborg Handelsskole på sin hjemmeside.
Det er på Handelsgymnasiet i Turøgade den smittede elev går til dagligt og at der nu er fundet smitte på skolen betyder, at de hjemsendte elever nu også skal testes. Og de får ikke lov til at komme tilbage på handelsgymnasiet før de kan fremvise to negative coronatest taget med to dages mellemrum.
- Vi kontaktede øjeblikkelig Styrelsen for Patientsikkerhed for at høre, hvad vi skulle gøre. Vi var ikke i tvivl om, at klassen og de undervisere, der har været i klassen, skulle sendes hjem, så det gjorde vi med det samme, siger Rikke Christoffersen, der er direktør på Aalborg Handelsskole.
Indfører virtuel undervisning
Den hjemsendte klasse kan dog ikke bare se frem til en ekstra uges sommerferie med - siger prognoserne - fremragende sommervejr. Aalborg Handelsskole indfører nemlig virtuel undervisning som den eleverne kender fra under nedlukningen i foråret.
Til de øvrige elever på Handelsgymnasiet på Turøgade lyder beskeden, at det kun er elever, der har haft direkte kontakt til den smittede - altså klassen - der skal sendes hjem. Resten af skolen skal fortsat møde ind til almindelig undervisning - men naturligvis være opmærksomme på, om de udvikler covid-19-symptomer.