Tre patruljer i biljagt gennem indre Brønderslev: Over 100 km/t, mod færdselsretning, undvigende biler og tæt ved skole
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
Bilen - der også var stjålet - er beslaglagt, men manden - der også var alkoholpåvirket - er løsladt. Politiet efterlyser vidner.
Tidligt torsdag morgen, allerede klokken 7, bemærkede en patrulje ved Q8-tankstationen i Brønderslev, en mand komme gående med en sixpack øl under den ene arm.
Det blev starten på en voldsom biljagt, der involverede tre patruljebiler, gennem centrum af Brønderslev før manden blev standset af en varebil.
Dog ikke før han havde forsøgt at fortsætte op over fortorvet og udenom bilen.
- Det er fuldstændig uanstændigt.
Sådan siger Michael Karstenskov, politikommissær ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
Påvirket, intet kørekort og stjålet bil
Efter anholdelsen blev manden bedt om at blæse i alkometeret, der viste en værdi langt over det tilladte. Derfor er der nu også taget blodprøver for både alkohol og for euforiserende stoffer.
Det viser sig også, at manden har fået frakendt kørekortet, ligesom bilen – en sort Kia Picanto – var stjålet.
Michael Karstenskov siger at de på nuværende tidspunkt efterforsker sagen og vurderer, om der er grundlag for, at de kan sigte ham efter vanvidsbillist-paragraffen.
Men der kan vente en del sigtelser, og flere kan komme til, når sagen bliver godt belyst.
- Vi har været ekstremt heldige med, at han ikke har påkørt noget. Det er måske også vores held, det ikke var eksempelvis en time senere, patruljen så ham.
Den voldsomme biljagt, der med politikommisærens ord foregik med ”aggressiv kørestil”, var blandt andet tæt forbi Skolegade, som er en ensrettet vej i centrum af Brønderslev.
- Vores patruljer holder den afstand, de skal hele vejen igennem. I sådanne situationer vurderes der løbende - i en direkte kontakt med vagtcentralen, om de skal fortsætte, forklarer Michael Karstenskov om den højspændte affære.
"Heldigt" det ikke var i skoletiden
Fra Q8-stationen drønede manden ind ad Markedsvej med godt 100 km/t. I den forbindelse var der en rundkørsel, han kørte lige over – uden at orrientere sig, inden han fortsatte i samme vilde stil ad Nørregade.
Herfra fortsatte han mod Idrætshøjskolen, men mod færdelsretningen og også op på fortovet. Han fortsætter udover et kryds, igen uden at orientere sig, inden han krydser en dobbelt spærrelinje.
Her er kørslen så vild og hasarderet at en anden bil må trække ud i rabatten.
Det er herefter, han kører sydvest af den ensrettede Skolegade, inden han ”lidt til vores held,” som politikommissæren siger, låses af en kassebil med retning mod vanvidsbilisten.
- Han forsøger endda at køre op på fortovet, og der kan vores patrulje anholde ham hurtigt.
Politiet har løsladt manden, men vil meget gerne i kontakt med vidner, der enten selv måtte undvige eller har set biljagten.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.