Plejehjem åbner igen for besøg: Alle testet negativ for corona
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Samtlige beboere og ansatte på Plejehjemmet Kornumgård i Brønderslev er nu af to omgange testet negative for corona, så nu åbner plejehjemmet igen for besøgende.
Den 31. juli blev Plejehjemmet Kornumgård i Brønderslev lukket ned, efter en medarbejder blev testet positiv for Covid-19. Det skete efter en rutinemæssig test.
Nu er alle ansatte og alle plejehjemmets beboere blevet testet to gange, og alle test har været negative.
Det betyder, at plejehjemmet nu igen kan åbne op for besøg fra pårørende.
- Plejehjemmet vil åbne for besøg igen i dag. Det er vi stolte og glade over, skriver forstander Ulla Linné Kaasgaard i en mail.
Besøg gennem havedøren
Som følge af situationen med en smittet medarbejder har plejehjemmet været lukket midlertidigt ned for alle besøgende udefra, ligesom to afdelinger med 21 beboere har været isoleret.
Ifølge forstanderen er det foregået uden de store udfordringer.
- Der har ingen panik været her, og vi har informeret de pårørende hele vejen igennem, og det har vi også gjort nu, siger Ulla Linné Kaasgaard.
Selv om plejehjemmet nu igen er åbent, så holder man på Kornumgård dog stadig fast i, at pårørende ikke må komme på fællesarealerne.
- Ved os går de ind af havedøren, så de ikke kommer på fællesarealerne. Der er så mange kontaktflader på fællesarealerne, siger Ulla Linné Kaasgaard.
Der er 70 beboere på Kornumgård.