Mor udvist: Spædbarn ladt i stikken
Andreas var kun godt fire måneder gammel, da hans mor blev udvist til Cambodja.
En far fra Brønderslev er efterladt i Danmark med sin kun knap fem måneder gamle søn. Barnets mor er udvist til Cambodja, fordi hun ikke har bestået Udlændingestyrelsens krav om danskprøver - det skyldes bl.a. at undervisningen har været forstyrret af coronakrisen. Men udvisningen af moren kan være direkte skadende for barnet advarer en børnepsykolog.
Jens Pedersen fra Brønderslev føler sig presset døgnet rundt. For tre uger siden blev hans hustru Thida udvist til Cambodja, og siden har han været alene med sin søn knap fem måneder gamle søn Andreas.
Den lille familie forsøger at skabe en tryg hverdag for Andreas, men drengens mor kan de ikke erstatte.
- Jamen jeg savner hende og ved, at han da også savner sin mor. Man tænker på hende konstant og har ikke andet i hovedet end hende og ham, siger Jens Pedersen.
Stresser barnet
Andreas var kun godt fire måneder gammel, da hans mor, for tre uger siden, blev udvist til Cambodja. Nu kan han kun være sammen med hende via en ipad.
Ifølge praktiserende børnepsykolog Tina Bendixen er det veldokumenteret, at det er skadeligt for spædbørn pludselig at miste den vigtigste person i sit liv.
- Når et lille barn bliver udsat for en så stressende situation, som det er at miste sin primære omsorgsperson, som barnet mor er, så bliver det sat tilbage i udvikling. Man stresser barnet helt vildt, og så kan det ikke bruge kræfter på at udvikle sig som det skal, siger Tina Bendixen.
Støtte fra Brønderslevs Borgmester
Jens og Thida har forsøgt at forklare Udlændingemyndighederne deres desperate situation. Pga. coronakrisen har det været svært at leve op til kravene om danskundervisning, som har været delvist suspenderet. Pandemien har desuden forhindret, at Andreas kunne rejse med sin mor til Cambodja. Brønderslev Kommune forsøger nu at hjælpe familien.
Ifølge Borgmester Mikael Klitgaard er der flere ting, som Udlændingestyrelsen burde have taget hensyn til i denne sag. Dels, at moren ikke har kunnet deltage i den danskundervisning, der er en forudsætning for at bestå den obligatoriske danskprøve. Familien har desuden nu fremskaffet dokumentation for, at Thida har haft et arbejde i Cambodja, og det har Udlændingestyrelsen heller ikke taget højde for.
- Så synes jeg, man skal tage hensyn til et barn på fem måneder, der skal undvære sin mor, og det er bare ikke i orden, så derfor må Udlændingestyrelsen tage den her sag op igen, siger Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (Venstre)
Kommunen sender nu et officielt brev til Udlændingestyrelsen med en opfordring til at se på udvisningssagen på ny, og hvis det ikke giver resultat, er Mikael Klitgaard parat til at rejse sagen overfor udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (Soc.dem.)
"Det er hjerteløst!"
Tilbage i Brønderslev føler Jens Pedersen sig rigtig dårligt behandlet i sagen.
- Det er da fuldstændig umenneskeligt. Mor og barn hører da sammen. Det er hjerteløst! Jeg synes Udlændingestyrelsen har opført sig iskoldt. Min kone har ikke haft en fair chance for at lære dansk, og så kommer det til at ramme vores lille dreng. Man kan da ikke undgå at blive vred. Jeg er da ikke stolt over at være dansker lige nu, siger Jens Pedersen.