Helle har fået en mekanisk skulder: Nu kan hun bage boller til børnene
Opfindelse giver arbejds- og livsglæde.
En køkkenassistent fra Brønderslev gik fra bunker af smertestillende medicin og masser AF pauser til livsglæde og tre timers bagning i træk. Børnene får friskbagte boller, og Helle Hedegaard Jensen kan smile igen. En ny nordjysk opfindelse har hjulpet på en rigtig dårlig skulder.
- Den hjælper mig sådan, at jeg ikke har nær så mange smerter. Inden jeg fik den, lavede jeg selvfølgelig det samme, som jeg gør i dag, men der tog jeg meget smertestillende, nu tager jeg næsten ingen, forklarer Helle Hedegaard Jensen, mens hun ruller den ene bolle efter den anden til børnene i skolefritidsordningen på Hedegårdsskolen i Brønderslev.
På Helle Hedegaard Jensens højre skulder sidder en såkaldt CXD, der er et kunstigt skulderled, i en bandage, der hjælper med at stabiliserer og holde fast på hendes dårlige skulder.
- Hvis jeg tager den af, så kan jeg ikke løfte armen, og så kan jeg ikke rulle ret mange boller i træk, før jeg er nødt til at stoppe, smiler Helle Hedegaard Jensen.
Det kunstige skulderled er opfundet på biomekanik på Aalborg Universitet for fem år siden, og folkene bag er nu ved at være færdig med at teste det. Forsøg har vist, at med en såkaldt CXD, kan skulderpatienter igen bruge deres skulder og træne musklerne omkring, uden at forårsage smerte.
- Det er jo en enorm motivation, at hun har fornøjelse af det. Vi har også målt på Helle, og vi har hårde måledata, der viser, at hun kan ting med den her, som hun ikke kan uden. Det er jo en kæmpe tilfredsstillelse, påpeger John Rasmussen professor i biomekanik ved Aalborg Universitet.
Nu har Aalborg Universitet fået patent på det kunstige skulderled i EU, og et patent i USA er på vej. Universitet har startet et samarbejde med et hollandsk firma, der skal stå for produktionen og hjælpe med at få den kunstige skulder godkendt til medicinsk brug.
- Det starter med at være modeller inde i en computer, og der er rigtig langt derfra og til at det bliver materialiseret og bliver et produkt og til det kommer ud og gavner rigtige mennesker, forklarer John Rasmussen.
I Brønderslev har CXD’en gavnet så meget, at Helle Hedegaard Jensen nu endda kan holde til at luge sin hæk i mere end en halv time ad gangen.
- Det synes jeg jo er livskvalitet, slutter køkkenassistenten.
Som det ser ud lige nu, så kommer det kunstige skulderled til at koste omkring 5000 kroner, når det engang bliver godkendt og sat i produktion.
SE HELE INDSLAGET HER: