Gasledning gravet over i Brønderslev - område genåbnet efter afspærring
Jerslevvej i Brønderslev er genåbnet, og trafikken er normal igen efter et gasudslip.
En naturgasledning blev mandag morgen gravet over på en byggegrund i Brønderslev, og det resulterede i et gasudslip.
Udslippet er standset, og Nordjyllands Beredskab meddeler, at situationen er under kontrol.
De nærmeste ejendomme blev i forbindelse med udslippet evakueret. Det drejede sig om fire ejendomme.
- Vi har været heldige ikke at måle store koncentrationer af gas, men vi evakuerede beboerne for en sikkerheds skyld, siger Jan Pedersen, indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab.
Der var dog kun nogle hjemme i et af husene.
Opgaven med gasudslip i Brønderslev er nu helt afsluttet.
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) February 28, 2022
Jerslevvej er genåbnet for trafik og evakuerede beboere er hjemme i egen bolig igen.
Tak for hjælpen til Alle parter.
Trafik spærret af
I forbindelse med udslippet blev Jerslevvej spærret af ved Aalborgvej og Nibstrupvej. Men trafikken er nu genåbnet og situationen er igen normal efter ulykken.
- Stedet hvor det skete er ikke farligt at være i nu. Vindretningen er ud af byen, så gassen driver udenom, forklarer Jan Pedersen.
Uheldet skete i dette område
Overgravningen af ledningen skete i forbindelse med gravearbejde på et nyere industriområde. Der går to gasledninger i området, en 100mm ledning og en 40 mm. Den var ledningen på 40mm i diameter, der blev revet over.
- Det var heldigvis den lille gasledning, der var gravet over. Men det ændrer ikke på, at der var en koncentration af gas i området, oplyser Jan Pedersen.