Fem personer kørte bil påvirket – blev fanget i politikontrol
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har i uge 29 et stort fokus på spiritus- og narkokørsel.
I hele uge 29 vil Nordjyllands politi føre kontroller rundt om i det nordjyske sommerland, hvor de holder øje med bilister.
Onsdag eftermiddag og aften var politiet på den nordjyske østkyst for at tjekke biler og bilister ved Hou, Asaa og flere andre byer i Vendsyssel. Her fangede Nordjyllands Politi blandt andet fire spritbilister og en enkelt narkobilist i deres kontrol.
- Jeg vil vove den påstand, at der ikke er mange, der ikke ved, at vi holder kontrol i den her uge, så det kommer bag på mig, at der er nogle, der ikke kan lade være, fortæller Jess Falberg, der er politikommissær og leder af operativ færdsel ved Nordjyllands Politi.
Fortsætter kontrol i Skagen
Fokus er særligt på spiritus- og narkokørsel i uge 29, men der bliver også holdt øje med den almindelig færdsel, hvor bilister onsdag også blev stoppet for ikke at køre med sele eller bruge mobiltelefon under kørslen.
- Vi kørte også kontrol sidste år, og jeg synes, at det antal sager, vi har fået ind i år, er meget, som vi havde forventet, siger Jess Falberg, der heller ikke er overrasket over, at de fangede fem bilister, der kørte i påvirket tilstand.
Torsdag fortsætter Nordjyllands Politi sin kontrol i Skagen, hvor det også i høj grad er spiritus- og narkokørsel, som de vil holde øje med, derudover vil flere biler og motorcykler også blive tjekket af både Færdselsstyrelsen og Motorstyrelsen.