Elever samlede 374.082 stykker plastik: - Det er helt åndssvagt
Overalt i de nordjyske skove og vejkanter flyder det med plastik, som vi har smidt i naturen. Og det er særligt cigaretskodder og slikposer, som ender i græsset i stedet for i skraldespanden. Det viser de netop offentliggjorte resultater af masseeksperimentet - en landsdækkende optælling af plastaffald udført af skolelever. Blandt andet sjette klassetrin fra Toftegårdsskolen i Jerslev.
Eleverne i 6. klasse på Toftegårdsskolen er blandt de 57.000 elever fra hele landet, der har været med til at kortlægge plastikforureningen i Danmark. Mængden af affald overrasker de nordjyske elever.
112.018 cigaretskodder og 48.299 chips- og slikposer. Det er bare noget af det plastik, som skoleelever fra hele landet har samlet op fra vejkanter og skovområder i forbindelse med Masseeksperimentet.
Masseeksperimentet er navnet på verdens første videnskabelige kortlægning af plastforurening i et helt land. Kortlægningen er foretaget af skoleelever fra hele landet, som alle har været ude for at samle affald i deres lokalområde. Blandt deltagerne er 6. klasse på Toftegårdsskolen, og her forstår eleverne ikke, hvordan så meget affald kan blive smidt i naturen.
- Det synes jeg, er rigtig dårligt klaret. Når det er helt ude ved vejen, så er det nok mest bilister, der kører og smider det ud af vinduet, fordi det fylder i deres bil. Det, synes jeg, er helt åndssvagt, når de kan køre hjem og læsse det af der, siger Bolette Træholt.
Klipklappere, bolde og trusseindlæg i vejkanten
I alt har skoleelever på landsplan samlet 374.082 stykker plastikaffald. Og der dukker lidt af hvert op i de danske vejkanter. Eleverne fra Toftegårdsskolen har blandt andet fundet klipklappere, fodbolde og trusseindlæg i grøften bagved skolen.
- Man bliver foruroliget over alt det forskellige, man fandt. Både det der var klamt, men også bare over hvor meget plastik folk bruger, fortæller Bolette Træholt.
For miljøminister Lea Wermelin skal der forbud til, hvis der for alvor skal ske noget med de store mængder affald, der efterlades i naturen.
- Det er dybt bekymrende, for plastaffaldet skader vores natur og miljø. Vi skal forbyde nogle af de engangsprodukter, der bliver fundet i stor stil: Vatpinde, engangsbestik, sugerør - nogle af de de her plastprodukter, de skal simpelthen forbydes, og så skal vi genanvende en meget større del af vores plastaffald, end vi gør i dag, siger hun.
Selvom man ikke kan forbyde slikposer og cigaretskod, så mener hun godt, at mængden af den type affald i naturen godt kan begrænses.
- Tobaksindustrien kommer også til at tage ansvar for, at de og deres produkter bidrager til en stor del af den her forurening.
Og selvom skraldeopsamling i vejkanten ikke fik alle elever til at juble lige fra begyndelsen, så har det været spændende at være med, lyder det fra skoleelev Benedicte Jørgensen:
- I starten var det ikke lige mig, og jeg var sådan lidt skeptisk omkring det. Men da vi kom i gang, så syntes jeg, at det var rigtig sjovt og meget overraskende alle de ting der lå derude og hvordan de lige er havnet ude i vores læbælte. Det er lidt mærkeligt, fortæller hun.
Hun håber, at undersøgelsen måske vil få flere til at tænke sig om, inden de smider plastik i naturen.
- Hvis man kun selv tænker over det, så føler man ikke, at det gør en forskel. Men hvis nu alle tænkte på det, så kan det jo være, at det ville hjælpe.