Der er rift om nordjysk udstilling på Grønland
Særudstilling fra Dorf Møllegård ” 280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland” udlånes til grønlandske museer. Foto: Dorf Møllegård
Særudstillingen fra Dorf Møllegård ” 280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland” har helt ekstraordinært forladt det nordjyske for at blive udlånt til grønlandske museer.
Allerede kort efter åbningen af særudstillingen ”280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland” i maj sidste år, fik museet henvendelser fra flere grønlandske museer, der var interesserede i at låne udstillingen.
Det har resulteret i, at udstillingen nu er på vej til Grønland. På Nuuk Lokalmuseum kan lokale og turister derfor opleve udstillingen frem til april, og henover sommeren 2020 vil man kunne opleve udstillingen på Ilulissat Museum.
- Vi er enormt stolte over, at vores udstilling har opnået så stor opmærksomhed. Og vi glæder os over, at vores arbejde nu kan nå et nyt publikum, siger Anne Provst, der er museumsleder på Dorf Møllegård.
Udstillingen er en rejse gennem tiden begyndende med historien om herremanden på Dronninglund Slot, Jacob Severin, der fra 1734 og frem - med kongens opbakning - grundlagde flere bygder i Grønland og fik monopol på grønlandshandelen.
Vi er enormt stolte over, at vores udstilling har opnået så stor opmærksomhed
Anne Provst, museumsleder, Dorf Møllegård
Dette skete dog ikke uden sværdslag; tran og spæk var eftertragtede varer i hele 1700-tallets Europa. Under grønlandshistoriens eneste søslag i 1739 lader Jacob Severin de hollandske købmænd forstå, at Grønland er dansk besiddelse.
Med afsæt i Jacob Severins grønlandske handelseventyr kan udstillingens gæster træde om bord på et skib mod 1800-tallets Grønland, hvor mødet mellem den vestlige verden og inuitternes kultur skildres. Rejsen fortsætter på hundeslæde over indlandsisen, hvor man bl.a. møder polarforskeren, Ejnar Mikkelsen, der har sine rødder i Brønderslev. Udstillingen fortsætter op til i dag, hvor vendsysselske navne som Dorph, Dalager og Lynge stadig figurerer hos grønlandske slægter, og hvor mange vendelboer fortsat bosætter sig i Grønland om omvendt.
Det har været nødvendigt at lukke udstillingen i Dorf ned tre uger før tid, for at den kunne nå frem til Grønland for at genåbne i Nuuk. Det skete onsdag, og også museets leder er taget nordpå for at sikre, at udstillingens genstande håndteres korrekt, og at udstillingen får det rigtige udtryk i de nye rammer.
Udstillingen med titlen ”280 år med relationer mellem Østvendsyssel og Vestgrønland” er udarbejdet af Museum for Forsyning og Bæredygtighed.