Bager risikerer at lukke: Smør er billigere i supermarkedet end ved grossisten
Hjallerup Bageri & Café har overlevet coronakrise og energikrise. Nu er de truet af vejarbejde.
Corona og energikrise tog hårdt på de små nordjyske, erhvervsdrivende. I Hjallerup truer vejarbejde nu også eksistensen.
Da elregningen pludseligt blev firedoblet i efteråret måtte der tages drastiske midler i brug for at overleve. Alle kunder skulle betale et energitillæg - men nu har bageren i Hjallerup fjernet tillægget igen.
- Vores elpriser begyndte at falde, og så blev vi enige om, at vi hellere måtte skære det væk igen, og så se hvordan det udvikler sig, siger Susanne Ramskov, der sammen med sin mand Preben Ramskov er indehaver af Hjallerup Bageri og Café.
Kunderne har været trofaste, selvom de har skulle betale et energitillæg. I cafeen sidder Erik Jensen og Niels Vinther fra Hals. De kommer for at køber formiddagskaffe et par gange om ugen. De havde ikke noget imod at betale energitillægget.
- Vi betalte seks kroner hver gang i energitillæg. Så mange penge er det jo heller ikke, men når bageriet ganger det op med alle kunderne, så bliver det til noget. For den enkelte kunde har det jo ikke betydet så meget, siger Erik Jensen.
Råvarepriser eksploderer
Selvom om elprisen er faldet er bagernes økonomiske trængsler ikke forbi. Råvarerne er steget markant, og den grossist som cafeen handler hos har varslet at priserne stiger yderligere.
Susanne Ramskov går derfor i det lokale supermarked for at købe mælk og smør til videresalg i butikken for det kan bedre betale sig i forhold til at handle hos grossisten.
- Man tror det er løgn. Hvis jeg køber Lurpak Smørbar hos grosssisten, er jeg nødt til at tage 47 kroner for den pakke smør, når jeg skal sælge den i min butik. Det er jo helt vanvittigt, siger Susanne Ramskov.
Bageren i Hjallerup har overlevet coronanedlukning, energikrise og råvarerprisstigninger. Nu står butikken så overfor endnu et problem. I januar gravede Brønderslev Kommune vejen op foran bagerforretningen for at separatkloakere, og det gør at kunderne bliver væk.
- Især vores håndværkerkunder kommer ikke. En håndværker skal helst kunne holde lige udenfor butikken, så han kan gå direkte ind og hente det han skal have, siger Susanne Ramskov.
Gangbesværede og folk med barnevogne har haft svært ved at nå frem til cafeen, og det har været dyrt.
- På hverdage betyder det et sted mellem 2000-3000 kroner og fredag, lørdag og søndag 5000-6000 kroner mindre i kassen, siger Susanne Ramskov.
Røde tal hos bagerne
I følge brancheforeningen Konditor- Bagermestre i Danmark måtte 24 danske bagere dreje nøglen om i efteråret. Brancheforeningen forventer at flere vil lukke i de kommende måneder, fordi branchen er presset på flere fronter.
- På mange måder har vi en bagerbranche der er presset. Der er mange bagere, der kommer ud med røde tal på bundlinjen i årsregnskabet 2022, siger Henrik Mühlendorph, adm. direktør hos brancheforeningen Bager- og Konditormestre i Danmark.
Mine priser på indkøb af mælk og smør er til videresalg her i butikken er steget så ekstremt meget, at man tror det er løgn.
Susanne Ramskov, Indehaver, Hjallerup Bageri & Café
Regeringen har indgået en bred aftale om inflationshjælp til bagere og købmænd i mindre byer. Der er afsat 75 millioner kroner. Kriterierne for at få del i hjælpen er endnu ikke på plads, men statsministeren har lagt op til at det kun er butikker i byer under 2500 indbyggere, der kan få del i puljen.
- 2500 indbyggere er virkeligt små byer. Vi vil gerne have at indbyggertallet bliver på 5000 eller mere, for så er der mange flere bagermestre, der kan få inflationshjælp, siger Henrik Mühlendorph.
Hvis grænsen for inflationshjælp bliver på 2500 indbyggere, så får bageren i Hjallerup ikke del i puljen, men butikken kæmper videre for at få smør på brødet.
- Nu har vi haft den her forretning i 37 år og vi vil simpelthen ikke lukke på den her måde, siger Susanne Ramskov.
Aftaleparterne forventer at de endelige kriterier for inflationshjælp bliver lagt fast i den kommende uge.