Atypisk indlevering: Internat skulle pludselig finde plads til 13 krybdyr
Krybdyrene var underernærede og det var i sidste øjeblik, de blev indleveret, lyder det fra internatlederen.
Det var en noget atypisk levering Nordjyllands Internat i Hjallerup modtog i slutningen af januar. Sædvanligvis modtager internatet mange kæledyr som hunde og katte, men denne gang var det 13 krybdyr, der skulle findes plads til.
Dyrenes tidligere ejer havde nemlig kontaktet Dyrenes Beskyttelse på telefon 1812, da han ikke længere selv kunne tage vare på de eksotiske dyr.
- Det var virkelig godt at få vi fik dyrene ind nu, for de havde akut brug for hjælp. De har ikke helt fået mad nok, så de var underernærede og flere af dem havde boet i skuffer i mangel af rigtige terrarier. Desuden får de lige nu daglige bade, fordi de er dehydrerede og har brug for væske. Så det var virkelig i sidste øjeblik de fik hjælp, fortæller Karina Fisker, internatsleder på Nordjyllands Internat i en artikel på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.
Vanskelige at afsætte
Der er tale om to gule anakondaer, tre kongeboaer, en tegu, en steppevaran, tre skægagamer, to leopardgekkoer og en Yemen kamæleon. Den store mængde krybdyr er usædvanligt på internatet og det medførte en del udfordringer.
- Vi er ikke vant til at have den her mænge af denne type dyr. For os var et kæmpe problem, at vi skulle ud og skaffe terrarier, foder og at vi skulle opfylde de her dyrs helt specielle krav, siger Karina Fisker til TV2 Nord.
Dyrene er siden blevet tjekket hos en dyrlæge, der specialiserer sig i krybdyr og nu pågår arbejdet med at få dyrene i en ordentlig forfatning, da nogle af dem har været underernærede. Dette sker ved en striks diæt, oplyser Dyrenes Beskyttelse.
De to anakondaer har allerede fundet en ny ejermand. Nu er udfordringen bare at få de sidste 11 dyr afsat til de rette.
- Det er jo nemmere at komme af med en hund eller en kat, da det mere er allemandseje. De her dyr kræver en helt bestemt pasning, og så er det nok ikke nogen hemmelighed, at det er en anden type mennesker, der har de her dyr, siger Karina Fisker, der dog regner med, at dyrene nok skal finde et godt sted at være på sigt.