Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lodsejere beskylder kommunen for at handle ulovligt i strid om dæmning

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Strid mellem lodsejere i Lille Vildmose og Aalborg Kommune er trappet op. Ifølge lodsejernes advokat har kommunen ikke lov til at bruge politiet, som man har gjort.

I ti år har en gruppe landmænd ikke måttet dyrke deres jord som normalt i forbindelse med en naturgenopretning. Da nyheden blev meldt ud til landmændene, fik de samtidig et beløb i kompensation.

Siden da er Aalborg Kommune gået i gang med at bygge en dæmning, som snart oversvømmer landmændenes jorder. Nu forlanger landmændene flere penge, hvis deres jord helt skal lægges under vand, men det har Aalborg Kommune ikke tænkt sig at give dem.

I forbindelse med et naturprojekt, der blandt andet indebærer udsætning af elge, begyndte Aalborg Kommune i sommeren at grave med maskiner på privat jord i vildmosen. Kommunen mener den har en færdig aftale med lodsejerne. Det mener lodsejerne ikke.

Politiet mødte op med seks mand og meddelte os, at vi skulle bæres væk - en for en - dog med mindst mulig magtanvendelse.

Preben Clausen, talsmand for lodsejerne

Det er kommet til flere sammenstød med politiet - især da 28 jordejere og andre fra lokalområdet for nylig tog ud i mosen i håb om at få stoppet maskinerne. Lodsejernes talsmand, Preben Clausen, efterlyste en dommerkendelse.

- Kommunen tilkaldte politiet igen. De mødte op med seks mand og meddelte os, at vi skulle bæres væk - en for en - dog med mindst mulig magtanvendelse. Men de havde ingen lovhjemmel med. Det mindste, man kunne gøre, var da at henvise til en paragraf, som giver dem lov til at rykke ud. Men de siger til os, at de alene henholder sig til, at de har modtaget en anmodning fra kommunen om bistand. Det er simpelthen forkasteligt at bruge politiet på den måde, siger Preben Clausen.

Advokat: - Man har brugt unødvendige magtmidler

Ifølge lodsejernes advokat, Niels Munch, fra advokatfirmaet Sønderby Legal i Aarhus, har Aalborg Kommune ikke lov til at bede politiet om at rykke ud mod borgerne.

- Vi mener ikke, at det er lovligt. Retten til den private ejendom er en af de vigtigste rettigheder, vi har ifølge grundloven. Og i det ligger også beskyttelse mod, at andre - herunder offentlige myndigheder - trænger ind på ens ejendom, siger Niels Munch.

Den paragraf i naturbeskyttelsesloven, som Aalborg Kommune bruger, giver ifølge advokaten kun ret til at trænge ind på privat jord og lave et tilsyn.

- Det er ikke en adgang - som i det her tilfælde - til at komme ind og gennemføre entreprisearbejder. Aalborg Kommune har håndteret det her på en uskøn og uelegant måde. Jeg synes man har brugt unødvendige magtmidler, siger advokaten.

Hanne Jensen er en af de lodsejere i Lille Vildmose, som føler sig tromlet ned af Aalborg Kommune.

- Vi er ikke lovbrydere, men vi bliver behandlet, som om vi var. Derfor er jeg glad for, at vores advokat nu har fastslået, at kommunen ikke må bruge politiet mod os, siger Hanne Jensen.

Kommunen vil ikke kommentere sagen lige nu

Hans Henrik Henriksen, rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, skriver til TV2Nord, at han ikke lige nu ønsker at kommentere, at kommunen skulle have optrådt ulovligt.

Kommunen arbejder på at finde en løsning i samarbejde med lodsejerne, skriver han videre.

- Vi håber på at få råbt nogle politikere op i Aalborg Kommune, som kan se det urimelige i, at de her lodsejeres rettigheder bliver trådt under fode, siger lodsejernes advokat, Niels Munch.

Vi mener ikke, at det er lovligt. Retten til den private ejendom er en af de vigtigste rettigheder, vi har ifølge grundloven.

Niels Munch, advokat, Sønderby Legal

Kommunen mener, at man for ti år siden betalte sig til magten i mosen ved at give en vis erstatning til lodsejerne. Det var dog kun erstatning for at lade være med at gøde og sprøjte og gå på jagt. Så lodsejerne mener, at tiden nu er inde til at kræve fuld erstatning eller ekspropriation, fordi deres jord er ved at blive oversvømmet af kommunens dæmningsarbejde.

- Det er sådan set stridens kerne. Ingen her har noget imod at afgive det jord til et naturgenopretningsprojekt. De vil bare behandles ordentligt - akkurat som hvis de kom og ville lave en cykelsti hjemme i ens have. Så ville man også forvente, at man lige blev enige om betingelserne, inden kommunen kom rullende med entreprenørerne, siger Preben Carlsen, lodsejernes talsmand.

I næste uge kommer Taksationskommissionen ud i Lille Vildmose for at tage stilling til det omstridte erstatningsspørgsmål.

Entreprenørarbejdet har ligget stille siden det seneste sammenstød i vildmosen.

 

Redningsarbejde i fjorden - en person er muligvis druknet

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

En række udrykningskøretøjer er her til morgen hastet til Honnørkajen i Aalborg.

En båd er i vandet, fordi man er ved at undersøge en mulig drukneulykke. Det bekræfter Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord.

Der er desuden en redningshelikopter i luften, som det ses på billedet herunder.

Alarmen om den mulige drukneulykke kom klokken 7.00.


Arbejde med kystsikring ved turistmagnet går i gang

Enorme mængder sand bliver lagt ud for at kystsikre toppen af Danmark.

I Skagen er arbejdet med at beskytte den udsatte kyststrækning gået i gang.

Både ved Det Grå Fyr og ved Damstederne er man begyndt at sikre området med massive mængder af sand, for at sikre området mod både havet og det vilde vejr, som gør truslen for stormfloder større end hidtil.

- For at ruste os mod kysternes tilbagerykning har vi afsat 1,1 milliarder kroner de kommende år til sandfodring og investeringer i kritiske kystsikringsanlæg på Vestkysten. Det skal opretholde sikkerhedsniveauet for beboerne i de udsatte områder, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Både Det Grå Fyr og Damstederne ligger på den østlige side af Skagen, men her er havet i gang med at erodere stranden, og der kommer gradvist til at mangle sand flere steder. Derfor bliver der lagt 130.000 kubikmeter sand ud for at stoppe bølgerne.

Udgifterne til projektet i Skagen fordeles 50/50 mellem Staten og Frederikshavn Kommune i fællesaftalen for Skagen. Projektet der er i gang i øjeblikket vil beløbe sig til ca. 7,5 mio. kr.

FAKTA

• Med klimatilpasningsplan 1 afsættes 1.142 milliard kroner til sandfodring (i perioden 2025-2029), som skal beskytte store dele af den jyske vestkyst. Indsatsen finansieres af staten og de lokale kommuner.

• Uden sandfodring vil cirka 10.000 ejendomme med en samlet ejendomsværdi på cirka 13,6 milliarder kroner være truet af erosion og oversvømmelse inden for en 25-årig tidshorisont. 

• Staten har siden 1983 bidraget til beskyttelsen af dele af den jyske vestkyst via fællesaftaler med kommunerne.

• Fra 1954-1995 var der en tilbagerykning af kysten på cirka 160 meter. Tilbagerykningen har været stoppet siden 1995.

• Udover sandfodring ejer staten en række infrastrukturanlæg på den jyske vestkyst, som blandt andet har til formål at beskytte mod havets påvirkning. Disse istandsættes og vedligeholdes løbende.

Kilde: Miljø- og ligestillingsministeriet.


Talitha og hendes skolekammerater på Frederikshavn Gymnasium vil have mere bæredygtige gymnasiefester. Genanvendelige plastikkopper til øl er svaret.

 70 unge fra ungdomsuddannelser rundt omkring i Nordjylland var i dag samlet i Aalborg Kongres- og Kulturcenter til ”Bæredygtighedsmødet 2024”.

Det er afslutningen på et projekt, som Region Nordjylland har sat i søen. 14 grupper har arbejdet med bæredygtighed, og i dag skulle det bedste projekt findes og kåres. Præmien lyder på 10.000 kroner til at føre de bæredygtige ideer ud i livet.


Der bliver kastet ulovlige kanonslag uden for Jonas’ dør hver dag

Foto: TV MIDTVEST

Flere borgere er utrygge over, at unge drenge kaster kanonslag i Thisted Midtby. Nu forsøger én af dem at nå ud til forældrene.

Det er mere reglen end undtagelsen, at der er masser af brag i gaderne, når Jonas Green Broch lufter sin hund om aftenen i centrum af Thisted.

- Det er en flok unge mennesker, som har gjort det til en sport at smide kanonslag i centrum at Thisted, siger Jonas Green Broch.

Han bor i en sidegade til gågaden i Thisted, og de gentagne brag kommer fra voldsomme kanonslag. Og nu har Jonas Green Broch fået nok. 

Derfor har han skrevet et facebookopslag i gruppen 'Stort og småt i Thisted Kommune'.

'Hver aften bliver vores hund skræmt fra vid og sans, og det går ikke kun ud over dyrene, men også på familiers tryghed i deres eget hjem' – skriver han blandt andet i opslaget på Facebook.

- Det er ikke kun sent om aftenen, det sker. Det er også mellem klokken 18 og 22 om aftenen, hvor folk går rundt i midtbyen. Min hun er skræmt i flere timer efter, når det sker, og jeg kan se, at de ældre også bliver skræmt, siger han.

Delt over hundrede gange

Og Jonas Green Broch er tydeligvis ikke alene om sin frustration. 

Hans opslag er på nuværende tidspunkt blevet delt mere end hundrede gange og har fået næsten lige så mange kommentarer. Og andre borgere medgiver, at kanonslag i Thisted midtby er et problem.

- Det er dejligt at høre, at andre er enige, og at jeg ikke bare er blevet en sur gammel mand, siger Jonas Green Broch, der er 37 år.

Han understreger, at han på ingen måde klandrer politiet. Når han ringer til alarmcentralen, sender de en patrulje med det samme. 

Men før politiet er fremme, er de unge jo væk. I stedet håber han, at hans opslag og omtalen i diverse medier, når ud til de unges forældre.

- Der ikke nødvendigvis skidte fyrer. Men jeg håber, forældre derhjemme får en snak med de unge om, hvor farligt det er, og at de holder øje med, hvad deres børn laver. 

- Jeg kan godt være forundret over, at unge drenge på 13 år går rundt i midtbyen omkring klokken 23 mandag-onsdag, siger han.


Årelang ventetid: - Man kan lige så godt sige til folk, at de ikke kan få behandlet deres klage

Foto: Emma Fjordbak / TV2 Nord

Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) kritiserer sagsbehandlingstiden i Familieretshuset.

Til trods for at Familieretshuset har ansat flere sagsbehandlere, så tager det stadig 2,5 år at behandle en klage over en værge.

Det er ikke ligefrem rosende ord Familieretshuset har fået med på vejen, når det gælder sagsbehandlingstiden i værgesager i de seneste år. Det er blevet kritiseret af både eksperter og borgere.

Til trods for, at Familieretshuset har ansat flere sagsbehandlere i 2024, så viser det sig nu at sagsbehandlingstiden er lige så lang nu, som den var for seks måneder siden. Det er helt uholdbart mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt for nu at sige det rent ud. Altså de tider, man opererer med her fra familieretshusets side, det svarer jo til at sige til folk, at der er ingen mulighed for at få jeres sag behandlet, siger retsordføreren.

Gik nær glip af 1,2 millioner kroner

I en række artikler og tv-indslag har TV2 Nord beskrevet hvordan pårørende, der har et familiemedlem, der er underlagt en økonomisk værge bliver behandlet. Værgen for Birthe Okholm glemte at melde en sag til et forsikringsselskab. Det betød at kvinden nær var gået glip af en erstatning på 1,2 millioner kroner.

I løbet af 2024 har Familieretshuset ansat 20 flere medarbejdere til området. Alligevel er sagsbehandlingstiden stadig 2,5 år - det samme som for et halvt år siden. I et skriftligt svar til TV2 Nord beklager familieretshuset situationen.

'Der er ingen tvivl om, at sagsbehandlingstiderne på værgemål er for lange, og vi beklager de gener, det har for de berørte borgere. Vi forstår fuldt ud, at de lange sagsbehandlingstider i nogle af sagerne, er utrolig svært for de borgere, der må vente længe på behandling af deres sag', skriver Maria Wenzel Sørensen, der er kontorchef for værgemål i Familieretshuset.

Flere sager om værger

Familieretshuset har oplevet en stigning på værgemålsområdet, og ifølge kontorchefen er det årsagen til at sagsbehandlingstiden ikke falder. Antallet af sager på værgemålsområdet er de seneste år steget fra 21.620 sager i 2019 til 32.652 sager i 2023.

Den forklaring er Preben Bang Henriksen ikke tilfreds med.

- Jeg kan kun konkludere, at om man så ansætter nok så mange mennesker der, så er jeg bange for, at sagsbehandlingstiden bliver den samme, siger Preben Bang Henriksen.

- Det kan jo ikke passe

Retsordføreren vil nu tage sagen op med justitsminister Peter Hummelgaard. Preben Bang vil have ministeren til at se på, om der er opgave man kan tage fra Familieretshuset for at frigive ressourcer, så sagsbehandlingstiden kan komme i vejret.

- Det kan jo ikke passe, at hver eneste småting skal behandles i familieretshuset. Det hviler så på os her på Christiansborg at få lavet det om, så de ikke skal sidde og behandle alt muligt, siger Preben Bang Henriksen.