Nibe: Frivillige arbejder for bæredygtig festival
På festivalen kan gæsterne bytte affald med kolde drikkevarer. Det er et af de initiativer, der skal gøre festivalen bæredygtig.
Mange mennesker samlet på et sted er også lig med meget affald.
På Nibe Festival kæmper de frivillige en brav kamp for at genanvende alt affaldet på den mest miljørigtige måde.
For eksempel belønner Nibe Festival de gæster, der afleverer deres eget skrald. Disse får en kold sodavand i bytte for affaldet.
- Det er en del af vores større strategi, hvor vi i de sidste fire år har arbejdet med bæredygtighed og i særdeleshed med affaldssortering, fortæller Lene Filtenborg Buhl fra Bæredygtighedsteamet på festivalen.
Et tons campingstole og 500 kilo ølkrus
Igennem festivalen bruger de frivillige også meget krudt på at sortere affald.
Blandt andet bliver metal og plast sorteret fra og genanvendt.
- På Nibe Festival sorterer vi metal fra. Det vil sige, at når festivalen er slut, så har vi næsten et tons campingstole nede fra campen. De bliver alle sammen sendt til genanvendelse, fortæller Lene Filtenborg Buhl og fortsætter:
- Vi sorterer også plast fra. Det er blandt andet ølkrus og ødelagte ølkander. Det bliver også alt sammen sendt til genanvendelse. Der er cirka 500 kilo, når festivalen er slut, siger hun.
Også Aalborg Kommune stiller op på festivalen med grønne agenter, der er i affaldsoffensiv. De uddeler gode råd og poser til sortering.
- Vi gør det her for at de unge skal få fokus på indsamling af affald, og det med at rydde op efter sig selv, men også sortering af affald, siger Lene Krabbe Dahl (S), der er medlem af Miljø- og Energiudvalget i Aalborg Kommune.