S-kandidat ønsker tunnel under Egholm
Morten Ryom (S) er parat til at vente lidt længere på en vestlig motorvejsforbindelse, hvis en større del end planlagt kommer under jorden.
Næsten alle socialdemokratiske folketingskandidater i Nordjylland ønsker at få gennemført de nuværende planer for en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.
Det fremgår af kandidaternes bidrag til TV2 Nords kandidattest.
Her har syv S-kandidater erklæret sig helt eller overvejende enige i udsagnet “Der skal bygges en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm - også selv om det potentielt kan gå ud over miljøet og dyrelivet på Egholm”.
Bjarne Laustsen tilkendegiver den mest uforbeholdne støtte til projektet. Han svarer som den eneste af socialdemokraterne “helt enig” i udsagnet.
Seks andre svarer, at de er “overvejende enige”. Det gælder Simon Kollerup, Ane Halsboe-Jørgensen, Flemming Møller Mortensen, Morten Klessen, Per Husted og Rasmus Prehn.
Sidstnævnte erklærede sig ved et valgtræf i Vrå mandag aften på et spørgsmål om en eventuel udskydelse af projektet klar til “en lille udskydelse”, men har siden slået fast, at hans udtalelse var møntet på infrastruktur-projekter generelt.
Diskussionen handlede alene om tidspunktet for byggestarten. Rasmus Prehn bakkede i Vrå - ligesom han gør i kandidattesten - op bag Egholm-projektet.
LANGT STØRRE OPBAKNING
Det er der en enkelt S-kandidat, der ikke uden videre gør i kandidattesten, nemlig Morten Ryom, der er opstillet i Aalborg Vestkredsen. Han svarer på spørgsmålet “hverken/eller”.
Men, pointerer han over for TV2 Nord, han er skam tilhænger af en ny fjordforbindelse og af, at den skal gå vest om Aalborg.
- Når jeg svarer, som jeg gør, skyldes det, at jeg gerne ser, at det undersøges, om forbindelsen kan etableres som en tunnel ikke kun som planlagt mellem Aalborg og Egholm, men også under Egholm og under Limfjorden mellem Egholm og Nørresundby. På den måde kunne projektet, tror jeg, få en langt større opbakning, siger Morten Ryom.
Ideen om en tunnel under Egholm er tidligere blevet skudt ned med henvisning til prisen.
- Men når København kan få penge til metro og Lynetteholm, burde man også kunne finde de nødvendige ekstra penge til dette her. Måske betyder det, at vi skal vente lidt længere på forbindelsen, men den pris er jeg parat til at betale, siger Morten Ryom.
Otte af de ni nordjyske S-kandidater har besvaret kandidattestens spørgsmål. Statsminister Mette Frederiksen har ikke. Hun har tidligere i et interview med TV2 Nord tilsagt projektet sin støtte.