Nu kan du drikke en kæp i øret uden at tænke på hjemrejsen: AKKC og NT indgår samarbejde
Foto: AKKC
Lad bilen stå og prøv noget nyt, hvis du skal til AKKC’s kulturforestillinger i marts og april måned.
Du kender det sikkert. Du bor lidt udenfor Aalborg og skal til et arrangement i midtbyen. Du vil egentlig gerne hygge dig med et par øl, men samtidig vil du gerne køre i bil til arrangementet.
Netop det dilemma kan meget vel være forbi. I hvert i fald hvis du skal til et arrangement i Aalborg Kongres og Kulturcenter i marts og april måned, hvor de i samarbejde med NT tilbyder billige busbilletter til og fra Aalborg.
- Vi læner os jo nærmest op ad trafikknudepunktet for bus og tog på Kennedy Plads. Det tager kun et par minutter fra koncertsalen, og bruger du offentlig transport, så sparer du også byen for biler og kloden for lidt CO2, og bliver en lille hverdagshelt, smiler Jan Kvistborg, bæredygtighedschef i AKKC.
Praktisk info
Billetten købes i appen NT Billet eller på hjemmesiden NTbillet.dk begge steder under Specialbilletter. Har du ikke app’en på din telefon så kan den nemt downloades i App Store (iPhones) eller Google Play (Android-mobiler).
Billetten koster 60 kr. tur/retur og kan benyttes i alle NT’s busser og NJ’s tog (RE69, RE75 og RE76) i Region Nordjylland (Billetten kan IKKE benyttes i DSB og Arriva Tog).
Billetten er gyldig, hvis den fremvises sammen med en gyldig billet til forestillingen i AKKC.
Billetten kan købes en uge før forestillingen og gælder på dagen 4 timer før forestillingen og til kl. 02.00 om natten.
Der tilbydes nu en specialbillet til i alt 19 kulturforestillinger i marts og april, hvor man kan købe en returrejse for 60 kroner. Normalt vil en busbillet fra eksempelvis Dronninglund til Kennedy koste 60 kroner - og det er uden at man kan komme retur.
Specialbilletten kan benyttes i alle NT’s busser og NJ’s tog i Region Nordjylland. Billetten kan dog ikke benyttes i DSB og Arriva Tog.
- Vi har god erfaring med samarbejder af denne type med andre kulturinstitutioner i Nordjylland. Det er vores erfaring med den her type samarbejder, at nordjyder, der ikke tidligere har opfattet vores busser og tog som et alternativ til bilen, får øjnene op for, at den gode oplevelse allerede starter i bussen eller toget, siger Mette Henriksen, Chef for Kunder & Salg i NT.
Billetten købes i appen NT Billet eller på hjemmesiden NTbillet.dk under Specialbilletter.