Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

3. Limfjordsforbindelse: Deres hus skal jævnes med jorden, men de har intet fået at vide om høring

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Michael Fast og Lisbeth Gjørtz Fasts hus skal jævnes med jorden for at gøre plads til motorvejen over Egholm.

160 hus- og grundejere står til at blive eksproprieret, når byggeriet af den 3. Limfjordsforbindelse skal i gang. Lige nu er anlægsloven i høring, men det er de berørte lodsejere ikke blevet underrettet om.

Lisbeth Gjørtz Fast og hendes mand, Michael Fast, bor på Nørholmsvej 101. Her skal der være et udfletningsanlæg til den kommende motorvej over Egholm. 

Lige nu er anlægsloven i høring, men det har Vejdirektoratet ikke ulejliget sig med at fortælle parret. Heller ikke de andre 159 hus- og grundejere, som bliver berørt, har fået en advisering.

Vores hus skal jævnes med jorden, og vi har intet fået at vide fra Vejdirektoratet om at høringsfasen til anlægsloven er i gang.

Lisbeth Gjørtz Fast

- Vores hus skal jævnes med jorden, og vi har intet fået at vide fra Vejdirektoratet om at høringsfasen til anlægsloven er i gang. Det så vi på et opslag på Facebook. Jeg er både vred og sur, siger Lisbeth Gjørtz Fast.

Det 114 sider lange udkast til lov om anlæg af en 3. Limfjordsforbindelse er sendt i høring - uden forvarsel - i starten af julemåneden med en indsigelsesfrist den 2. januar.

- Vi troede først, at høringsfasen ville komme i det nye år, og at vi fik god tid til at studere forslaget om anlægsloven. Det kommer helt bag på os, det her, siger Michael Fast.

Se historien her.

Organisationer har fået direkte besked

Høringslisten til anlægsloven er en oversigt over hvilke myndigheder og organisationer, som er blevet underrettet om, at høringen nu går i gang, og at der kan indsendes indsigelser.

De mennesker, der bliver direkte berørt, underretter man ikke. Man kan jo nemt få den tanke, at det er fordi man ikke ønsker at få deres svar.

Susanne Zimmer, Frie Grønne

Blandt de der af Vejdirektoratet har fået direkte besked, er Nordjysk Windsurfing Klub Pelikanen, Danske Motorcyklister, Landsforeningen af Menighedsråd og Bedsteforældrenes Klimaaktion. 

Men altså ikke de berørte hus- og grundejere.

- Det er mystisk, det her. Organisationer kan man godt sende en advisering om høringsfasen, men de mennesker, der bliver direkte berørt, underretter man ikke. Man kan jo nemt få den tanke, at det er fordi man ikke ønsker at få deres svar. Det er et kæmpe demokratisk problem, siger Susanne Zimmer fra Frie Grønne, der er nordjysk medlem af Folketingets Transportudvalg.

10 FACTS OM DEN TREDJE LIMFJORDSFORBINDELSE

Motorvejen bliver omkring 20 kilometer lang.


Den skal gå fra Dall vest om Aalborg, krydse Limfjorden og Egholm og forbindes med den nuværende motorvej ved Vestbjerg.


Motorvejen kommer til at koste 7,014 milliarder kroner at bygge.


Anlægsarbejdet påbegyndes i 2025, og den nye Egholmforbindelse forventes at stå klar otte år efter.


Man regner med, at den vil blive benyttet af ca. 32.500 køretøjer hvert døgn.


Ifølge VVM-redegørelsen betyder det, at Limfjordstunnelen aflastes med omkring en fjerdedel og Limfjordsbroen med knap en tiendedel.


30 ejendomme skal totaleksproprieres, og i forvejen er andre 10 ejendomme eksproprieret i forbindelse med valget af linjeføringen i 2014.


Samlet set vil 160 lodsejere blive berørt af ekspropriationer, enten permanente eller midlertidige. I alt skal 280 hektar inddrages.


Den er en del af den nye infrastrukturaftale, der udmønter store beløb frem til 2035.


I den bliver der fremlagt projekter for 161 milliarder kroner over de næste 14 år inden for kollektiv trafik, veje og støjværn.


Kilde: Vejdirektoratet

Det er nu, det gælder

To gange tidligere, i 2011 og 2021, har der været borgerhøringer. Først om en VVM-rapport, og så derefter en opdateret VVM-rapport. Ved den sidste kom der hele 7.800 høringssvar. Anlægsloven er altså den tredie høring.

- Den her høring er anderledes end de forrige. Det er den rigtige høring. De andre har bare været en slags prøvehøringer, siger Louise Faber, der er jurist og formand for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen.

Trafikministeriet burde som en selvfølge have underrettet os. Hvem pokker skulle ellers have været mere berørt end os?

Lisbeth Gjørtz Fast

Ifølge Borgerbevægelsen er det altså nu, det gælder. Derfor har man i december haft travlt med at gøre blandt andre de, der skal eksproprieres, opmærksom på deres ret til at komme med høringssvar - nu hvor myndighederne ikke gør det.

Hvad er ekspropriation?

Ekspropriation er tvungen afståelse af ejendom og kan efter Grundlovens § 73 kun ske ifølge lov hvor almenvellet kræver det - og mod fuldstændig erstatning.


Efter praksis gælder desuden en række betingelser, som skal være opfyldt ved en ekspropriation. 


Ekspropriationen skal således være lovlig, nødvendig og tidsmæssigt aktuel for realiseringen af ekspropriationsformålet. Herudover skal ekspropriationen være rimelig i den konkrete situation.


Kilde: Bolig- og Planstyrelsen

- Trafikministeriet burde som en selvfølge have underrettet os. Hvem pokker skulle ellers have været mere berørt end os, siger Lisbeth Gjørtz Fast.

- Der er efterhånden ikke noget, som kan overraske os. Det er jo næsten forventeligt, at både Vejdirektoratet og Transportministeriet ikke gider have en demokratisk proces, supplerer Michael Fast.

Transportministeriet: Der er fuld åbenhed

Regeringen har besluttet at fremsætte forslag til anlægsloven af den 3. Limfjordsforbindelse i februar. Planen er at anlægsarbejdet skal i gang i 2025.

Transportminister Benny Engelbrecht (Soc.dem.) vil ikke stille op til interview. 

Vi ville blandt andet gerne have spurgt ham om, hvorfor husejerne ikke er blevet underrettet om høringen, når for eksempel en windsurferklub får direkte besked.

I stedet har vi modtaget et skriftligt svar fra Transportministeriets pressechef, Martin Hein – på vegne af Transportminister Benny Engelbrecht. 

Transportministeriets skriftlige svar:

- Det er et bredt flertal i Folketinget, der før sommer besluttede at afsætte midler til den 3. Limfjordsforbindelse, der gennem mange år har være et stort ønske i Nordjylland. Anlægsloven er udmøntning af den miljøvurdering, der har været i høring i to omgange, og hvor der er behandlet flere tusinde høringssvar. 


- Det er helt normal procedure, at lovgivning ikke bliver sendt i høring hos enkelte borgere, men de berørte lodsejere er velkommen til at afgive et høringssvar. Lovforslaget kan ses på høringsportalen. Efter høring bliver loven fremsat, og så vil der næste år være tre lovbehandlinger i Folketinget, så der er fuld åbenhed og mulighed for demokratisk kontrol, for sådan skal det være. 


- Jeg har selv prøvet af få mit hus eksproprieret, og jeg forstår godt de bekymringer, der er. Det bedste svar, jeg kan give er, at vi i Danmark har et godt og gennemsigtig system, og jeg håber, at lodsejerne vil opleve det sådan.

Vejdirektoratet: Lodsejere har fået særlig orientering

Heller ikke seniorprojektleder i Vejdirektoratet, Niels Fejer Christiansen, har villet stille op til interview. Han har i stedet sendt følgende skriftlige kommentar:

- Forud for udarbejdelsen af lovforslaget er der i 2019-2020 gennemført en opdateret miljøkonsekvensvurdering (VVM-undersøgelse) af en 3. Limfjordsforbindelse, som blev efterfulgt at en offentlig høring i foråret 2021. I forbindelse med igangsættelsen af den offentlige høring udsendte Vejdirektoratet en særlig orientering til alle direkte berørte lodsejere, samt en mere generel orientering til alle lodsejere inden for den såkaldte undersøgelseskorridor. Ligesom høringen blev annonceret i en række ugeaviser og på Vejdirektoratets hjemmeside og Facebook-side.

Klik her for at se udkastet til lov om anlæg af en 3. Limfjordsforbindelse, som er ude i høring lige nu.

Anlægsarbejdet påbegyndes i 2025, og den nye Egholmforbindelse forventes at stå klar otte år efter.


Byrådspolitikere skal igen diskutere omstridt lydfil

Den hemmelig lydfil, hvor kommunal medarbejder instruerer i at sortere i en aktindsigt er igen på byrådets dagsorden.

Det sidste er ikke sagt i sagen om den hemmelige lydfil, der har kastet politikerne i Frederikshavn Kommune ud i et stormvejr.

For sagen er endnu engang på dagsordenen, når politikerne i Frederikshavn Kommune mødes til byrådsmøde onsdag i næste uge.

Her har SF stillet et forslag om, at der skal iværksættes en uvildig undersøgelse af kulturen og arbejdsmiljøet i den afdeling, hvorfra lydfilen stammer.

Skal være uvildig og objektiv

Det var lidt af en bombe, da TV2 Nord i oktober kunne afsløre en hemmelig lydfil, hvor en medarbejder i kommunen fortæller, at hun har fjernet og sorteret i det materiale, som pressen - og dermed offentligheden – har søgt indsigt i.

Lydoptagelserne er fra et møde på Frederikshavn Havn 18. december 2023. Her erkender medarbejderen, at vedkommende udelader oplysninger i de sagsakter, som Frederikshavn Kommune har udleveret til TV2 Nord.

Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt det er et udtryk for en kultur, der ligefrem tilskynder til ulovlig sagsbehandling, har SF skrevet i sagsfremstillingen.

Men det skal ikke være en undersøgelse, som kommunen skal lave. Det skal ifølge SF være en ekstern part for at sikre fuld åbenhed og objektivitet.


Læsø er den eneste kommune med gratis skolemad: Nu får flere muligheden

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Frokostordningen på Læsø koster kommunen en halv million kroner årligt.

- Det er godt, at flere får den samme mulighed. Vi har været rigtig glade for det, lyder det fra Karsten Sandau, der er skoleleder på Læsø Skole.

I mere end et år har Læsø Skole haft en madordning, der siden dens tilblivelse har været intet mindre end en succes for både børn og voksne.

- For os betyder det jo, at der ikke er nogle elever, der går sultne rundt på gangene. Det er rigtig godt, at flere elever landet over får samme mulighed, siger Karsten Sandau.

Og nu skal mere end 20.000 børn nyde godt af det samme, efter Finansloven er faldet på plads. Her vil partierne bag den nemlig give 850 millioner kroner til en skolemadsordning. Ifølge finansminister Nicolai Wammen vil det betyde, at mere end 20.000 børn kan få skolemad som en del af en forsøgsordning.

- Bureaukrati skal være så lille en del som muligt i forhold til forsøget med mad til børn. Der skal være en eller anden evaluering af det. Der er ingen af os, der er gået ind til forhandlingerne med den ambition, at bureaukratiet skal fylde, siger Nicolai Wammen.

Om det lige er Læsøs model, der har dannet grobund for forslaget er uvist, men der er nogle råd, som han mener, skolerne bør tænke over, når de implementere ordningen.

- Det handler om at have en pragmatisk tilgang til at løse de udfordringer, der vil komme. Sørg for at handle i tide, så man kan tilpasse skemaer og arbejdstider, lyder det fra skolelederen.

Der kommer fællesskab og glade børn

Læsø Skoles gode oplevelse er noget, han håber kan give andre skoler lysten til at arbejde hårdt for madordningen.

Se inslag om skolemad på Læsø, da vi besøgte øen sidste år.

- Selvom vi er en lille skole, så sidder vi jo cirka 130 voksne og elever i samme lokale. Det skaber et fællesskab og et rum for samtaler, som ikke var muligt på samme måde før, fortæller Karsten Sandau.

Han siger samtidig, at eleverne får mere energi og koncentrationsevne, når man på den måde sikrer sig, at alle får noget at spise.

- Samtidig sørger man jo for, at vores mest fornemme opgave bliver fuldført: at der er lige muligheder for alle. I større kommuner end vores, oplever man nok, at flere børn end hos os, møder op i skole uden madpakke, det problem løser man jo, lyder det.

Skolen på Læsø overvejer i skrivende stund at udvide madordningen, så børn kan være helt madpakkefri.


Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv var et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.


Skinnebrud i Vendsyssel: Ingen tog på strækningen før lørdag morgen

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nedbruddet forventes først at være repareret lørdag morgen.

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.


Det er nøjeren! Emil og Mikkel møder mor til døde tvillinger

Emil og Mikkel Trier tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Youtube-tvillingerne Emil og Mikkel Trier får sig flere ubehagelige oplevelser, da de er gæster i tv-programmet ’Er der nogen?’

De sidder i et kulsort lokale på hver deres stol med ryggen mod hinanden.

Der er i en stor teatersal på Det Hem'lige Teater i Aalborg.

Der er ingen forestilling. Stolerækkerne er tomme, og der er bælgragende mørkt.

Det eneste lys er det, der er i det måleudstyr, der står foran tvillingerne Emil og Mikkel Trier.

Det registrerer ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, hvis et spøgelse eller en ånd er i nærheden.

Se tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:

Flere hundrede døde

Tvillingerne Emil og Mikkel Trier, der blandt andet er kendt fra Forræder og Youtube, er taget med spøgelsesjæger Mikkel Egelund på spøgelsesjagt på Det Hem'lige Teater.

- Det er nøjern, siger tvillingerne flere gange.

Stedet var efter anden verdenskrig en flygtningelejr for tyske flygtninge.

Og i løbet af 1940'erne år døde angiveligt flere hundrede mennesker i lokalerne.

Emil Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Flere af de døde flygtninge går igen ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, blandt andre pedellen Niels, der hang sig selv på loftet, og en lille pige, der griner og græder.

Men så er der også Erna.

Mikkel Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Erna var en gravid kvinde, der ankom til stedet i marts 1945.

Hun ventede sig tvillingedrenge, som Emil og Mikkel Trier, men begge tvillinger døde under fødslen, og det gjorde Erna også.

Mikkel Egelund vil forsøge at lokke hende frem med Mikkel og Emil Trier som lokkemad.

Og måske virker det.

I hvert fald ringer dødsklokken foran Emil igen og igen i det mørke lokale. Og ingen rører ved den.

- Jeg blev faktisk født død, men blev genoplivet, fortæller Emil Trier undervejs.

Se, hvordan spøgelsesjagten går i tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder: