Finalist #2 - Heidi Lehm: Kirkelig kulturmedarbejder med permanent overskud og smil på læben
Altid smilende med en smittende energi og et kæmpe overskud
Finalist nummer to til titlen som Årets Nordjyde er Heidi Lehm.
Heidi er kulturmedarbejder i Abildgård Kirke. Det har hun været i tre år og på den tid har hun skabt sig et navn som den altid smilende medarbejder, som med en smittende energi og et kæmpe overskud kaster sig over både store og små projekter i kirken.
Hun er kort og godt en gæstfri ambassadør for den moderne folkekirke hvor dørene står på vid gab ud til det omgivende samfund. Noget, der ligger Heidi meget på sinde:
- Jeg brænder meget for at kirken her ikke bare er kirke inde i bygningerne, men at vi rækker ud over de mure her, så vi kommer til at gøre en forskel i vores by – her i Frederikshavn, forklarer Heidi Lehm.
Alt fra babysalmesang til Lars Lilholt-koncerter
Som kulturmedarbejder står Heidi Lehm for at arrangere alle mulige arrangementer i kirken. For de mindste står hun bag babysalmesang og for familierne har hun flere gange arrangeret ”Gud og spaghetti” – et familiegudstjeneste-koncept.
- Jeg brænder bare helt vildt for at alle skal føle sig velkomne. Lige meget om de kommer her tit eller bare en gang imellem, lyder det fra Heidi.
Jeg tror, alle mennesker har brug for, ligegyldigt hvem vi er, at blive bemærket. Og jeg tror at man, bare ved at sende et smil afsted, kan fortælle at det er dejligt, du er her og jeg sætter pris på dig
Heidi Lehm
- Det er svært at være ung i dag
Heidi bliver i indstillingen af hende til Årets Nordjyde beskrevet som en meget smilende person, og netop smilet er noget Heidi bruger i mødet med andre:
- Jeg tror, alle mennesker har brug for, ligegyldigt hvem vi er, at blive bemærket. Og jeg tror at man, bare ved at sende et smil afsted, kan fortælle at det er dejligt, du er her og jeg sætter pris på dig.
Heidi er uddannet skolelærer og brænder særligt meget for arbejdet med unge. Blandt andet i projektet KUL – Kirkelig Ungdoms Lederuddannelse, som til dato har givet 22 unge nye kompetencer til mødet med livets udfordringer.
- Det er svært at være ung i dag. Der er store krav og de vil gerne være med i det hele, ikke gå glip af noget – og samtidig få høje karakterer. Og det kræver at man har fået noget med i bagagen, at man kan være i det der spændingsfelt, lyder det fra Heidi Lehm, der er finalist nummer to til Årets Nordjyde.
Se hele portrættet af Heidi Lehm øverst i artiklen - og se portrætterne af de andre finalister ved at klikke herunder.