Nabostrid om læhegn: Landmand sender klage til ministerium
Foto: Martin Bekhøj
En sjællænder og en hollænder strides indædt om et læhegn i Hørby ved Sæby. Striden har været omkring politiet, og nu er den på vej til Miljø- og Fødevareministeriet.
Jens Høybye fik sig et chok, da hans nabo første gang gik løs på det læhegn, som står på hans egen grund - men grænser op til naboens grund
-Pludselig hørte jeg motorstøj. Det var min nabo, der var i gang med at fælde træer i læhegnet, siger Jens Høybye.
Læhegnsmassakren blev stoppet i første omgang, efter at tre træer var savet ned. Jens Høybye kunne bevise, at træerne er plantet inde på hans grund af tidligere ejere engang i 1950erne. Men snart var den gal igen.
-Nu havde naboen savet helt ind til træstammerne, og det går ikke, for der skal normalt være 2,5 meter grenvækst ud fra et læhegn. Ved den lejlighed lykkedes det mig at få politiet til at stoppe yderligere skade. De ringede til naboen, siger Jens Høybye.
-Min nabo vil have lov til at dyrke helt ind til skel, og det må man ikke med et gammelt, bevaringsværdigt læhegn, siger Jens Høybye.
De to naboer, en hollænder og en sjællander, flyttede til Nordjylland for nogle år siden. De er havnet i en strid om et læhegn men også i en strid på kultur og værdier
-Vi lever ikke på samme måde af landbruget. Min nabo har både sagt og skrevet, at han vil have så meget udbytte ud af sin majsmark som muligt. Min kone og jeg har købt et landbrug her i Nordjylland for at have et sprøjtefrit landbrug med lidt køer og får - og vildt til at gå i læhegnet. Og så har vi også rovfugle, musvåger og den sjældne røde glente til at tage ophold i vores læhegn, siger Jens Høybye.
TV2Nord har besøgt den hollandske nabo, Harmen Scholten. Han siger, at han ikke orker at tale om det læhegn, men at han ud over det ikke ønsker at give interview. Han er træt af den sag.
Begge naboer får EU støtte og er omfattet af den samme lov, men Jens Høybye føler sig lige nu kørt over af både naboen og myndighederne.
-Det viser sig jo, at det rent faktisk kan betale sig at blæse på reglerne. Ved ikke at følge de regler, der er, har man jo i princippet fået det, som man vil have det. Det piner mig, siger Jens Høybye.
Lars Kringelholt, hegnssynsformanden i den omstridte læhegnssag i Hørby, afviser, at den sjællandske landmand i Nordjylland er blevet snydt. Han opfordrer ham til at lave et nyt hegnsyn, hvis han er utilfreds. Men det har Jens Høybye ikke råd til, for så skal skel først sættes rigtigt
-En skelforretning vil koste mig op til 100.000 kroner. Hegnssynsforretningen blev nemlig foretaget ud fra ukorrekt skel, der var sat helt inde ved stammerne i læhegnet. Det protesterede jeg imod, og protesten fremgår af et referat, der blev skrevet på stedet med hegnssynsfolk, naboer og en kommunal ansat som vidner – og underskrevet af os, der var til stede. Frederikshavn Kommune har bare den fremgangsmåde, at man destruerer den slags papirer efter endt brug. Og så er vi lige vidt, siger den frustrerede landmand, Jens Høybye.
Han klager nu til Miljø- og Fødevareministeriet over Frederikshavn Kommunes fremgangsmåde med at destruere referater fra hegnsynsforretninger.