"Jeg bliver siddende på pælen. Det er 100."
MINIPORTRÆT: Martin Christensen fra Frederikshavn er en af de fem deltagere i TV2 Nords pælesidningskonkurrence. Han vil donere en del af gevinsten til Kræftens Bekæmpelse.
"Jeg synes, det er en mega skør, men også udfordrende og spændende konkurrence. Jeg er et konkurrencemenneske, så det bliver sjovt."
Sådan forklarer 30-årige Martin Christensen det, når han bliver spurgt om, hvorfor han har meldt sig TV2 Nords pælesidningskonkurrence. Her skal fem personer sidde på pæle i søen ved TV2 Nord i Aabybro i 48 timer fra torsdag til lørdag i denne uge.
Martin er fra Frederikshavn og arbejder til daglig som livredder på Scandic The Reef Resort.
Hvad vil du tage med ud på pælen?
"Solcreme, solbriller og solhat. Og så noget læsestof. Lidt af hvert."
Hvad bliver den største udfordring ved at skulle sidde på pælen i 48 timer?
"Jeg er ekstremt stædig og vil vinde. Jeg går all in. Det eneste problem kan være, hvis jeg får meget ondt i ryggen eller jeg falder i søvn og ryger i vandet. Ellers bliver jeg siddende. Det er 100."
Martin har velgørende planer, hvis han vinder de 20.000 kroner, der er på højkant i konkurrencen:
"Hvis jeg vinder, vil jeg donere en del af pengene til Kræftens Bekæmpelse," siger Martin Christensen og forklarer:
"Det er en sygdom, som vi ikke har kontrol over, og jeg kunne godt tænke mig, at vi en dag fandt en kur."
Du kan selv se, om Martin vinder konkurrencen, for TV2 Nords holder Åbent Hus lørdag d. 2. juni kl 10-14. Konkurrencen slutter kl. 12 samme dag.
Du kan læse om de andre deltagere herunder.