Wieghorst sætter ord på fyring: Træneren gør det ikke alene
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Morten Wieghorst under sin sidste AaB-kamp fredag aften mod Vejle.
Morten Wieghorst mente, at holdet var på vej i den rigtige retning, og er overrasket over, at han blev fyret mandag.
AaB-spillerne fik sig noget af en overraskelse, da de mødte ind til mandagstræning og besked om trænerfyring, og for Morten Wieghorst kom det også noget uventet, at sportsdirektør Allan Gaarde havde en fyreseddel klar et halvt år inden kontraktudløb.
- Jeg kunne godt se på den besked, jeg fik fra sportsdirektøren i går aftes, at det nok gik den vej, så på den måde var jeg ikke så overrasket i morges. Men at den skulle komme her tre runder inden vinterpausen, det er nok lidt overraskende, siger Morten Wieghorst, der sidst på eftermiddagen satte ord på situationen.
Han havde slet ikke tænkt i fyringsbaner, men tænkte i stedet på, hvordan en skidt resultatmæssig stime skulle vendes til succes.
- Jeg synes jo, at jeg har fokuseret på at slutte stærkt af med holdet, og der var alle muligheder for at hente et godt antal point, og så var der alle muligheder for at ligge fint til i forhold til foråret.
Efter fyringen forlod han, vred og skuffet, træningsanlægget uden at sige farvel til spillerne, som han nu sender en hilsen til.
- Jeg vil takke min spillertrup og min stab for et godt samarbejde. Alle mand har arbejdet hårdt, og det har også givet udslag på banen - ikke lige i form af resultater på det seneste, sejre i hvert fald - men altid en hundrede procents indsats, siger Morten Wieghorst.
AaB begrunder fyringen med, at holdet, og dermed træneren ikke har levet op til forventningerne, og at resultaterne ikke har flasket sig, som man gerne ville have det. Wieghorst mener, at der har været gode takter i mange kampe, hvor man blot har manglet de sidste marginaler for at få sejre frem for uafgjorte resultater eller nederlag, men han erkender dog, at han ikke helt har fået holdet til at præstere det, han havde stilet efter.
- Jeg havde gerne set en større udvikling i visse elementer af vores spil, og særligt havde jeg gerne set, at vi havde været mere dominerende på hjemmebane og skabt de sejre og scoret det antal mål, der skulle til, og vi har ikke scoret nok mål, siger den nu forhenværende AaB-træner.
Han siger, at det er et vilkår i fodboldens verden, at træneren står for skud, hvis forventnignerne ikke bliver indfriet, men han mener heller ikke, at han står alene med ansvaret.
- En træner gør det ikke alene. En træner er også afhængig af en sportsdirektørs arbejde og selvfølgelig også af alle de andre faktorer, der er i en fodboldklub. Men der har på ingen måde været slinger i valsen fra stabens og sppillertruppens side om at vi arbejdede i samme retning, og vi følte, vi var på vej, siger Morten Wieghorst.
Eks-træneren peger på, at AaB-ledelsen måske burde have haft lidt mere tålmodighed i forhold til den strategi, man har valgt med at satse på unge, hjemmeavlede spillere.
- I AaB bruger man mange spillere af egen avl, og de seneste år har vi ligget rimeligt godt til. Bruger man mange unge spillere, som vi har gjort, så må man også acceptere, at tingene tager lidt længere tid. Så den del synes jeg også, vi kan være stolte af at have opnået de seneste par år, siger Morten Wieghorst.