- Vi smider Fredericia hjem med sådan et lag tæsk
Aalborg-tilhængerne er selvsikre forud for guldbrag.
Bliver det Aalborg Håndbold eller Fredericia HK, der bliver danske mestre?
Dét spørgsmål bliver besvaret indenfor ganske få timer.
Til eftermiddag afgøres det nemlig, hvilket af de to hold der overtager den danske håndboldtrone fra de dobbelt forsvarende danmarksmestre fra GOG.
Spørger Aalborg Håndbolds tilhængere forud for kampen, så er svaret entydigt.
De er fuldkommen sikre på, at Aalborg Håndbold vinder guldet.
- Vi smider Fredericia hjem med sådan et lag tæsk. De fik lige lov at få en bette chance i Fredericia, men den går ikke længere, siger en af Aalborg-fansene et par timer før kampen.
En af anden fan der tager imod spillerne med flag ude foran hallen stemmer i:
- Selvfølgelig bliver det i dag. Vi er stærke, og vi er de bedste.
Se videoen øverst i artiklen
Aalborg Håndbold får flere tusind tilskuere i ryggen til eftermiddagens kamp i den totalt udsolgte Sparekassen Danmark Arena.
Noget som holdets cheftræner Stefan Madsen tror kan blive meget afgørende.
- Vores fans skal vide, at de kan gøre en kæmpe forskel. Vi vil gøre alt, som i alt, for at bevare vores ubesejrede statistik på hjemmebane, så det kræver en enorm indsats fra os alle - både på og uden for banen, siger han.
Kampen spilles klokken 16, og ifølge cheftræneren skal flere ting forbedres i forhold til kamp to, hvor Aalborg-holdet tabte med et enkelt mål.
- Dels skal vi dække bedre op i undertal seks-mod-syv, for der fik de for mange nemme positioner og mål i onsdags, og så skal vi selvfølgelig også hjælpe vores målvogtere, siger han og tilføjer:
– Endelig bliver de hurtige kontraer også afgørende for os. Det er en fase af spillet, hvor vi skal hente flere mål.
Umiddelbart efter kampen vil der være medaljeceremoni på banen. Efter slutfløjt kan du få reaktioner her på tv2nord.dk.