Velfærdsdanmark under pres - Jarunee drømmer om at hjælpe
Der skal ske noget, hvis vi ikke skal mangle pædagoger i fremtiden. På UCN forsøger de at rekruttere bredt.
En lavmælt samtale fylder det lille klasselokale i kælderen på UCN i Aalborg Øst.
12 kvinder fra forskellige lande og med vidt forskellige baggrunde er samlet på et etårigt forberedelseskursus for flygtninge og indvandrere, et såkaldt FIF-kursus.
Kurset har til formål at klæde dem på til, de bagefter kan blive optaget på lærer- eller pædagoguddannelsen.
Sidstnævnte er netop, hvad 42-årige Jarunee Wichiankaew drømmer om. Hun kommer oprindeligt fra Thailand, hvor hun arbejdede 17 år i det svenske konsulat i Phuket. Nu har kærligheden bragt hende til Danmark, og hendes prioriteter har ændret sig.
I fremtiden drømmer jeg om at arbejde som pædagog i en børnehave
Jarunee Wichiankaew
På kurset bliver kursisterne blandt andet undervist i dansk, kulturforståelse og studiekompetence, og ifølge Jarunee Wichiankaew er der da også stor forskel på studiemiljøet i Danmark og i Thailand, hvor hun kommer fra.
- Jeg er overrasket over, at der er så meget gruppearbejde her i Danmark. Og at man skal lære at samarbejde og diskutere mange ting. Men det er et trygt miljø, hvor vi kan diskutere og tale om alt, siger hun.
Mangel på pædagoger
I 2017 var der 801 førsteprioritetsansøgere til pædagoguddannelsen på UCN.
I 2022 var det tal faldet til 584. Det vil sige en negativ udvikling på 27 procent.
I en tid hvor ansøgningerne til velfærdsuddannelserne generelt er dalende, har UCN rigtig god grund til at rekruttere bredt til netop de uddannelser.
- Lige nu står vi jo og mangler hænder, og så det er da helt klart en kæmpe ressource, hvis vi kan få hjulpet nogle flere mennesker til at tage en uddannelse, siger Anna Ørnemose Rasmussen, der er koordinator for FIF-kurset på UCN.
Kurset henvender sig til udlændinge, der allerede mestrer grundlæggende danskkompetencer, og som i forvejen har en gymnasial uddannelse fra udlandet.
- Mange af kursisterne, de kommer med rigtig rigtig meget, så vi prøver egentlig bare på at hjælpe dem til at oversætte alt det, de allerede kan, siger Anna Ørnemose Rasmussen.
Fra jurist til pædagog
Ukrainske Viktoriia Dokhnovska deltog sidste år på FIF-kurset.
Nu er hun i fuld gang med at uddanne sig til pædagog på lige fod med de øvrige studerende i hendes klasse.
- FIF-kurset gav mig mulighed for at forstå, hvordan undervisning på UCN foregår, og det gav mig forståelse for de vigtigste begreber, pædagoger bruger i praksis, siger den 32-årige ukrainer.
I Ukraine arbejdede hun som jurist. Det kan hun ikke i Danmark, men det generer hende ikke, at det egentlig er arbejdet med mennesker, der interesserer hende mest.
- Jeg vil gøre en forskel, jeg vil udvikle mig selv, og jeg vil udrette noget vigtigt med mit liv, Jeg synes, at pædagogjobbet er en rigtig god chance for mig, siger Viktoriia Dokhnovska.