Varetægtsfængslet i fire uger: Franarrede ældre tusindvis af kroner
Foto: TV2 Nord
Varetægtsfængslingen kommer efter en bølge af lignende sager.
En kvinde er ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet for bedrageri.
Det oplyser anklager fra Nordjyllands Politi, Søren Riis Andersen.
Kvinden blev anholdt fredag, og hun er sigtet for i to tilfælde i Aalborg og Nørresundby at franarre ældre mennesker deres dankort og hæve cirka 60.000 kroner per gang.
Hun er derudover sigtet for endnu et forsøg på at franarre en ældre mand hans Dankort, men i det tilfælde anede den ældre mand uråd og udleverede ikke kortet til kvinden.
Grundlovsforhøret er af hensyn til efterforskningen blevet afholdt for lukkede døre. Politiet mener nemlig ikke, kvinden har været alene om bedrageriet, men de har endnu ikke fået fat i de personer, kvinden menes at stå i ledtog med.
Kvinden kerede varetægtsfængslingen.
Tidligere på ugen advarede politiet
Varetægtsfængslingen kommer efter en bølge af lignende sager i den forgangne uge, hvor flere borgere er blevet franarret store pengebeløb.
Alene fredag lykkedes det svindlere at lokke flere tusinde kroner ud af velmenende borgere, der troede, de var i kontakt med deres bank.
- Modus er ofte, at man ringer op og udgiver sig for at være ansat i forurettedes bank og vil hjælpe forurettede med at undgå svindel og har brug for at få udleveret kort og kode, skrev vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup på det sociale medie X, der tidligere var kendt under navnet Twitter.
- HUSK: Udlever aldrig nogensinde betalingskort og koder til nogen, skrev Nordjyllands Politi videre på X og henviste til flere gode råd for at undgå misbrug af ens kortoplysninger.