Umotiveret vold havde nær kostet ung mand livet
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Sidste år endte en ung mand ufrivilligt i kløerne på nogle af Aalborgs voldsparate bandemedlemmer.
Det var en meget nervøs ung mand, der tirsdag morgen tog plads i vidneskranken ved Retten i Aalborg.
Han var indkaldt til at afgive forklaring om en episode, der nær havde kostet ham livet 10. januar sidste år.
På åben gade på Beatesmindevej i det sydøstlige Aalborg blev han stukket i maven med en 30 centimeter lang kniv.
Men inden den unge mand kunne gå i gang med at afgive sin forklaring, tog hans bistandsadvokat ordet.
- Min klient er ganske nervøs for at skulle afgive denne forklaring, sagde bistandsadvokaten, inden han fortsatte:
- Det er et klart ønske fra hans side, at han ikke skal forklare sig, mens de tiltalte er til stede. Det gør ham meget utryg, sagde advokaten.
Advokaten argumenterede yderligere for, at eventuelle personer på tilskuerrækkerne med tilknytning til enten de tiltalte eller til GT-gruppen heller ikke skulle være tilstede i retten under den forurettedes forklaring.
GT eller ej?
Netop spørgsmålet om, hvorvidt de tiltalte er medlemmer af GT-gruppen eller ej, kommer utvivlsomt til at få betydning for retssagen. Blandt andet, fordi anklagemyndigheden har nedlagt påstand om et såkaldt opholdsforbud, der betyder, at der er store dele af Aalborg, hvor de tiltalte ikke længere må opholde sig, såfremt de bliver dømt efter anklageskriftet.
Derfor argumenterede Karina Skov, der er forsvarsadvokat for den 20-årige mand, som er er tiltalt for knivstikkeriet, for, at det i hendes øjne vil være problematisk, hvis retten allerede på nuværende tidspunkt skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de tiltalte har tilknytning til bandemiljøet eller ej.
Efter at have argumenteret frem og tilbage advokaterne imellem, valgte retsformanden alligevel at efterkomme ønsket fra den forurettede, og derfor blev de to tiltalte før ind i et såkaldt lytterum.
Derfra kan de høre, hvad der foregår i retslokalet, men den forurettede behøver ikke sig forholde sig til deres fysiske tilstedeværelse.
Også en enkelt person på tilskuerrækkerne blev bedt om at forlade retslokalet, og dermed kunne den forurettedes forklaring begynde.
'Et umotiveret overfald'
Den unge mand forklarede, at han levede et fredeligt liv, da overfaldet fandt sted.
Han boede hjemme hos sine forældre og var i gang med en uddannelse på Aalborg Universitet, hvor han læste Arkitektur og Design.
10. januar, da overfaldet fandt sted, skulle han hente en kammerat, fordi de skulle ned at træne sammen.
Han forklarede, at han kom kørende i sin bil, da han så to personer, der stirrede på ham.
Han løftede hånden for at hilse, fordi han tænkte, at det måske var nogen, han kendte, men da de fulgte efter ham, kunne han se, at det var de ikke.
Pludselig åbnede de døren til hans bil.
- De virkede truende, og de ville vide, hvad jeg kiggede på, sagde den forurettede i vidneskranken.
Han prøvede at afværge situationen, og det virkede til, at det lykkedes.
I hvert fald sagde den ene af de to mænd til den anden, at det var lige meget. De lod ham køre videre, og han troede egentlig, at optrinnet var forbi.
- De var nogle problemtyper
Han parkerede bilen foran sin kammerats opgang, da han igen så to mænd komme imod sig.
Den mand, der havde sagt, at det var lige meget, var gået sin vej. Men den anden, den 22-årige der er tiltalt i sagen, kom tilbage.
Denne gang havde han en tredje person med.
Personen, han havde med, var den 20-årige, der nu er tiltalt for drabsforsøg ved at have stukket den forurettede i maven med en kniv.
- Han råbte ad mig, og han var meget aggressiv, sagde den forurettede i retten.
Han forklarede, at han kunne genkende personen, fordi de på et tidspunkt begge to havde gået på Aalborghus Gymnasium. En uddannelse, den tiltalte senere var droppet ud af.
- Det var sådan nogle problemtyper, der lavede ballade, og allerede dengang tænkte jeg, at dem skulle jeg bare holde mig langt fra, sagde den forurettede.
Han fortalte, den ene af de to tiltalte, den 22-årige, slog ham hårdt i baghovedet med en knytnæve, mens den 20-årige havde råbt op om, at det var hans blok.
- Åh nej, ikke en kniv
Vidnet forklarede, hvordan det i næste sekund føltes som om, han blev slået hårdt i maven.
Det var først, da den tiltalte trak kniven ud, at han kunne mærke, at det ikke bare var et slag i maven.
- Det var som om, jeg kunne mærke mine indvolde inde i maven, da han trak kniven ud, sagde den forurettede og holdt en kort pause for at sunde sig, før han fortsatte:
- Jeg tænkte bare, åh nej. Ikke en kniv.
Derefter faldt han ned på knæ.
- Jeg kunne mærke, hvordan jeg med det samme blev svag. Jeg ville ringe efter en ambulance, men det kunne jeg ikke, tænkte jeg.
Derefter var en fyr gået forbi ham. Han havde bedt ham om at ringe efter en ambulance, men det gjorde han ikke. Han gik bare videre.
Først da den forurettedes ven kom ud fra opgangen, blev der ringet efter en ambulance.
Kammeraten havde hjulpet med at lægge pres på det sted, han var blevet stukket, så han ikke mistede for meget blod.
Da den forurettede ankom til sygehuset, blev han kørt direkte på operationsbordet.
Han havde mistet meget blod, og sygefagligt personale vurderede, at han utvivlsomt havde været i livsfare.
Sådan forholder de sig
Den 22-årige erkender, at han har slået den forurettede. Dog ikke med knyttet næve, men med flad hånd. Han kan dog ikke længere huske, hvem det var, han var sammen med. Dermed kan han ikke huske, hvem det var, der stak den forurettede med kniven.
Den 20-årige nægter sig skyldig i drabsforsøg.
Han har tidligere forklaret, at han slet ikke var til stede, da den forurettede blev stukket ned.
Over middag skal flere vidner afgive forklaring i sagen.
Der vil formentlig falde dom i sagen 14. februar.