Uenighed i Aalborg efter Ryan Air-aftale: - Det er hykleri
Foto: Anne-Christine Poujoulat scanpix
Det irske lavprisselskab har tidligere været omtalt i medierne, fordi de nægtede at forhandle en dansk overenskomst
Står det til Aalborg Kommunes borgmester, skal de ansatte ikke flyve med Ryan Air i arbejdstiden. Men Det Konservative Folkeparti i kommunen er slemt utilfredse med den udmelding.
Det Konservative Folkeparti i Aalborg revser onsdag Socialdemokraterne i Aalborg Byråd. De er nemlig godt utilfredse med borgmester Thomas Kastrup-Larsens holdning til Ryan Air.
Borgmesterens holdning er, at de mange ansatte i kommunen ikke skal benytte sig af det irske lavprisselskab i arbejdstiden.
- De arbejdsforhold, som man har set hos Ryan Air, kan jeg ikke bakke op om. Min personlige holdning er, at vi ikke skal benytte Ryan Air, lyder det Thomas Kastrup-Larsen.
Og den besked falder altså ikke i god jord hos den konservative del af byrådet.
- Det er hykleri af allerflotteste karat, når Socialdemokraterne samt andre partier i Aalborg Byråd i dag siger NEJ til at ansatte kan benytte Ryan Air, siger Thomas Krarup, konservativ gruppeformand og rådmand i Aalborg kommune.
Det Konservative Folkeparti i Aalborg Kommune forklarer videre, at når Aalborg Kommune ejer langt størstedelen af lufthavnen, og kommunens egen borgmester samtidig sidder i repræsentantskabet, så er det 'notorisk hykleri,' at borgmesteren både byder Ryan Air velkommen, men samtidig afviser, at kommunen selv vil gøre brug af selskabet.
- Jeg synes, det er skudt fuldstændig forbi målet. Én ting er, at de må være her, og noget andet er, om vi benytter dem. Lufthavnens bestyrelse og direktøren har lavet en aftale, hvor de benytter personale, der er omfattet af overenskomsten. Repræsentantskabet er ikke blevet indkaldt i forhold til at benytte Ryan Air. Det er en beslutning taget af bestyrelsen og direktøren. Jeg tror, det vigtige er, at vi udvikler Aalborg Lufthavn kommercielt, så de kan vokse og få flere passagerer.
Ryan Air forventes at tage hul på deres afgange fra Aalborg til London sidst i oktober.