Tre nye smittetilfælde på UCN: Nu er 103 sendt hjem
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
I alt går der omkring 10.000 studerende på uddannelsesinstitutionen UCN.
Først når de hjemsendte studerende og ansatte har fremvist en negativ coronatest, må de vende tilbage til skolen.
Tre studerende på uddannelsesinstitutionen UCN er tirsdag blevet konstateret smittet med covid-19. Det bekræfter uddannelsesdirektøren på UCN, Peter Møller Pedersen, overfor TV2 Nord.
- Vi har nogle ret præcise procedurer, vi følger, når det sker. Så sender vi hele holdet hjem og laver digitalt undervisning i stedet, siger uddannelsesdirektøren til TV2 Nord.
UCN har flere forskellige afdelinger i Nordjylland, men de tre nye smittetilfælde er fra Aalborg-afdelingen Sofiendalsvej.
Vi har nogle ret præcise procedurer, vi følger, når det sker. Så sender vi hele holdet hjem og laver digitalt undervisning i stedet.
Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør, UCN
De tre studerende går på hvert deres hold, og derfor er tre hold nu hjemsendt. I alt er det 103 - heraf 97 studerende og seks ansatte.
- Først når de har fremvist en negativ test, kan de komme tilbage på skolen igen, siger uddannelsesdirektøren.
Ifølge Peter Møller Pedersen er de tre smittetilfælde uafhængige af hinanden, og personerne er ifølge ham ikke blevet smittet på uddannelsesinstitutionen.
- De mødte ind til studiestart i tirsdags, og så fik de symptomer dagen efter. Og efter vores viden kan man ikke få coronasymptomer så hurtigt, siger han.
Det er ikke første gang, UCN sender hold hjem grundet coronasmitte. Uddannelsesinstitutionen er i alt oppe på seks hjemsendte hold.