Traktor med saltspreder tippede bagover i snedrive: - Den er helt krøllet
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Poul Kristian Sandvad i gang med at ordne traktor, der tippede bagover med en saltspreder på.
Der er nærmest ingen grænser for, hvad der kan ske med en sneplov eller saltspreder.
De er gemt væk på et stort værksted i Aalborg Øst, men de sørger dag og nat for at holde hjulene i gang.
Mens snevejret raser, så arbejder smede og mekanikere fra Aalborg i døgndrift på at holde al snebekæmpelsesudstyret i gang.
De reparerer sneplove og saltspredere, så de er klar til, hvad Kong Vinter bringer.
- Er det slemt? Hold da kæft mand, udbryder værkfører Lars Christensen, da han kommer hen til en traktor, der er tippet bagover, mens den havde en saltspreder monteret.
Landbrugsmaskinmekaniker Poul Kristian Sandvad er allerede i gang med at reparere den.
- Den er jo helt krøllet, så der skal skiftes til en hel ny, og oliemotoren er sprunget i luften også, forklarer Poul Kristian Sandvad, og fortsætter med at skrue i saltsprederen.
- Det er jo med, at det er så kort tid som muligt, de skal holde herinde på værkstedet, for der er jo en grund til, de skal være ude på vejene.
Ved siden af står manden, der kørte traktoren.
- Vi ville gerne lige køre noget sne op i en snedrive, men den var så hård, at fronten på traktoren lige blev løftet, og så kom saltsprederen i jorden, fortæller entreprenør Bjarke Bols Andersen.
Et andet sted på værkstedet hos Aalborg Kommune Entreprenør er den gal med en sneplov.
- Det er fordi, den er kørt på et kloakdæksel, så er det hele bøjet. Når det ligger under sneen, så kan de jo ikke se det, siger smed Rolf Andersen.
Værkfører Lars Christensen er chef for de otte mand på værkstedet, der har åbent i døgndrift for at holde sneplovene og saltsprederne i Aalborg Kommune rullende.
- Når det sner, som det gør nu, så er vi det, man må kalde de uheldige helte, som bare kæmper igennem, smiler Lars Christensen.
Fra sit lille kontor forsøger han at holde overblikket, mens telefonen konstant ringer med nye opgaver.
- Det er håbløst at planlægge noget som helst, for man kan aldrig vide, hvad der kører i stykker i løbet af natten. Mange af nætterne, hvor det sner, der har vi to mekanikere på arbejde. Der er tryk på døgnet rundt, påpeger Lars Christensen.
Efter et par timer på værksted er saltsprederen og traktoren ved at være klar igen.
- Det er sjovt det her, ellers tror jeg ikke, man skal være i sådan noget her. Hvis det hænger en ud af halsen, så skal man nok finde på noget andet, slutter Poul Kristian Sandvad, inden traktoren ruller ud af værkstedet.