Tonnys største 'fan' gik bort: Nu donerer han kunst for at give tilbage
Foto: Signe Gru / TV2 Nord
De kridhvide vægge på Aalborg Sygehus har fået et nyt udtryk.
Der er kommet ny dekoration på de vægge, der normalt er så kedelige på Aalborg Sygehus, efter den lokale fotograf Tonny Rosenørn for anden gang har doneret kunstbilleder til sygehuset.
- Jeg har tit tænkt, ''kæft, hvor er der kedeligt her'', lyder det fra Tonny Rosenørn, der som pårørende og fysioterapeut har brugt mange timer på sygehuset.
- I 2020, hvor min fotografering var på sit højdepunkt, og jeg løb rundt i gaderne og tog billeder, mistede jeg min mor. Og min mor var min aller, aller største fan.
Sundhedsvæsenet var til stor hjælp for Tonny og familien, og derfor ønskede han at give noget tilbage igen.
- Den første udstilling dedikerede jeg til min mor, og jeg håber på, at hun ser med oppefra, siger en tydelig berørt Tonny Rosenørn.
Dét der med, at det er vores by, er der også en stolhed i
Birgitte Schantz Laursen, formand for Aalborg Universitetshospitals kunstudvalg
I et år har Tonny haft en billedsamling hængende på Sygehus Nord, hvor der blandt andet er fine billeder fra aftensolen over Vestre Fjordpark i Aalborg.
- Jeg tog kontakt til kunstudvalget på Aalborg Sygehus, hvor jeg sagde, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at give dem de her billeder. Dem ville de rigtig gerne have.
- Og de insisterede så også på som minimum at betale for produktionsomkostningerne, selv om jeg sagde, at jeg egentlig gerne ville give dem.
Se indslaget med Tonny Rosenørns doneringer til sygehuset her:
Har ambitioner om at præge supersygehuset
Nu er det så blevet Sygehus Syds tur til at få forskønnet væggene på en af deres mest trafikerede gange, hvor Tonny Rosenørn donerer 20 fotografier.
- Det gør jo det, at man måske for lidt andet at tænke på, og at man på en eller anden måde bliver distraheret fra den situation, man er i, forklarer Birgitte Schantz Laursen, der er formand for Aalborg Universitetshospitals kunstudvalg.
Det er lidt drømmen at være med til at udsmykke det, men nu må vi se
Tonny Rosenørn om supersygehuset
Værkerne er samtidig billeder, der er fra Aalborgs byliv.
- Vi er jo også glade for vores smukke by, og vi vil jo gerne have den ind at hænge her på hospitalet, der er Aalborgs nok største arbejdsplads. Og der kommer rigtig, rigtig mange mennesker.
- Dét der med, at det er vores by, er der også en stolhed i, siger Birgitte Schantz Laursen.
Tonny Rosenørns ambitioner med at give igen stopper dog ikke med den seneste donation på 20 fotografier.
- Jeg vil rigtig gerne give endnu flere billeder. Også gerne til supersygehuset, når det engang kommer. Det er lidt drømmen at være med til at udsmykke det, men nu må vi se, slutter den gavmilde fotograf Tonny Rosenørn.