Tiny houses flytter ind på Limfjorden
Frem til 23. august kan man komme forbi og se et flydende bofællesskab på Limfjorden, der består af en samling tiny houses med fælles områder.
En samling af små huse, tiny houses, som kan flyde, er nu blevet sat ud på Limfjorden. Det skal forestille at være et flydende bofællesskab, selvom ingen bor der. I første omgang er projektet en udstilling, der skal få os til at tænke over idéen.
- Ideen er, at man har nogle små individuelle tinyhouses på vandet og så har man nogle forskellige fælles elementer sammen, siger Henrik Valeur, der er arkitekten bag projektet.
Men arkitekten mener, at der findes et behov for at nytænke vores måde at leve på.
- Til folk der ikke passer ind i de her normale kasser på land, siger han.
Bæredygtigt på flere måder
I bofællesskabet er der blandt andet installeret et muldtoilet, så man kan komposetere afføring og bruge det som gødning i drivhuset. Bæredygtighed er nøgleordet med det flydende bofællesskab.
- Både i forhold til materialer men også socialt bæredygtigt, så mange forskellige mennesker, kan være med til det, fortæller arkitekten.
Flere af de forbipasserende er da heller ikke helt afvisende overfor ideen.
- At komme ud og ligge på bølgen blå og ligge at gynge lidt, jeg synes man sover bedre. Det må jeg bare indrømme, lyder det fra Peter Krogh fra Lindholm.
- Men i den størrelse der, skal det ikke være et bofællesskab. Så skal det altså være lidt større, siger han.
Men så er det måske alligevel ikke så tosset, at man kan lade fortøjningen gå og drive lidt længere ned ad fjorden.