Stor politiaktion i kolonihave: To personer anholdt
Foto: Jan Herkert Pedersen
Nordjyllands Politi er torsdag igang med en ransagning i kolonihaveforeningen Hennedal i Rørdal.
Nordjyllands Politi er torsdag igang med en ransagning i en kolonihaveforening i Aalborg
Nordjyllands Politi er torsdag igang med en ransagning i kolonihaveforeningen Hennedal i Rørdal. Det bekræfter vicepolitiinspektør Anders Uhrskov til TV2 Nord.
Op mod 15 betjente og teknikere er igang med ransagningen og har været det siden torsdag morgen. Hvad sagen omhandler ønsker Anders Uhrskov ikke at uddybe overfor TV2 Nord, men han fortæller, at man har anholdt to personer i relation til sagen og at politiet og politiets jurister torsdag eftermiddag og aften skal efterforske videre og vurdere sagen.
Allerede nu fortæller Anders Uhrskov dog, at man har en forventning om at fremstille en eller flere personer i grundlovsforhør fredag med henblik på varetægtsfængsling.
Politihunde og gravearbejde
Det er en stor politiaktion der har været igang siden torsdag morgen og man har både gravet flere steder på grunden ved et kolonihavehus ligesom man har haft politihunde til at afsøge grunden. Men hvad kernen i sagen er, er altså indtil videre uvist.
- Vi skal bruge noget tid til at undersøge det her grundigt, så vi kan ikke fortælle mere lige nu, lyder det fra Anders Uhrskov.
Opdatering 15.54:
Tre personer anholdt
Torsdag eftermiddag kan politikommissær Mikkel Brügmann løfte lidt mere af sløret for, hvad politiet er gået efter.
- Vi har mellem 9.30 og 10 i morges anholdt tre personer i sagen. En 54-årig dansk mand, en 34-årig udenlandsk mand bosiddende i Aalborg og en 44-årig kvinde. Anholdelserne kommer efter en længere efterforskning.
De tre vil i morgen tidligt blive fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for omkring 10 indbrud i Aalborg og oplandsbyer nord og syd for fjorden, hvor de er gået efter smykker, ure, halskæder og lignende.
- Man kan vel godt sige, at der er tale om organiseret kriminalitet, når det er noget, man gør mere end en gang i mellem. Så der er en vis form for organisation over indbruddene, siger Mikkel Brügmann.
I flere tilfælde er indbruddene sket, mens beboerne har været hjemme eller sovet.
- Derfor ser vi meget alvorligt på sagen. Der er dog ikke sket nogen konfrontation mellem tyvene og ofrene, og derfor er der heller ikke tale om hjemmerøverier.
De tre anholdte er kendt af politiet i forvejen for lignende kriminalitet. Mikkel Brügmann forventer, at anklageren i sagen vil bede om, at grundlovsforhøret bliver afholdt for lukkede døre.
Kolonihaveforeningen Hennedal i Rørdal, Aalborg.