Startup-virksomheder flytter ind i nyt, innovativt hovedsæde
Startup-virksomheden CinderCat Games er et af de heldige projekter, der har fået en garage i den nye bygning AAU Innovate.
Aalborg Universitet indvier splinterny bygning, der skal huse innovative studerende og forskere samt inspirere til nytænkende opfindelser.
Der er bobler i glassene og store smil på læberne. Mandag var en festdag på Aalborg Universitet, da studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere indviede den helt nye bygning, de kalder AAU Innovate.
8500 arkitekttegnede kvadratmeter, dedikeret til tværfaglige og innovative aktiviteter for studerende, ansatte og samarbejdende virksomheder. Der er tænkt over detaljerne i det nye innovations-hovedsæde, der udover auditorier og mødelokaler også indeholder café, restaurant og tagterasse.
Sparring og inspiration
Det er ikke alle og enhver, der kan få en kontorplads i AAU Innovate, men startup-virksomheden CinderCat Games er en af dem, der har fået en plads i bygningen, og det er de svært tilfredse med.
- Det giver bare noget helt nyt at sidde et sted som det her. Bygningen er meget anderledes fra, hvad vi har været vant til. Det giver rigtig meget til kreativiteten, siger Sebastian Bendt fra CinderCat Games.
CinderCat Games er en ny, nordjysk virksomhed, der laver videospil. Ejerne er nylige dimmitender fra Aalborg Universitet, men de er allerede faldet godt til rette i den nye bygning.
Det er lettere at arbejde med drømme, når der er højt til loftet
Sebastian Bendt, Ejer, CinderCat Games
Rammerne og miljøet i den nye bygning falder i god jord hos iværksætterne, men der er også en anden klar fordel ved at høre til i bygningen. Virksomhederne ligger nemlig side om side med andre virksomheder, der også befinder sig i erhvervslivets spæde begyndelse, og det betyder, at der er masser af sparring og inspiration at finde.
- Det er superfedt, at vi har nogle rådgivere og udviklere, der sidder lige ovre på den anden side af gangen, der lige kigger ind en gang imellem. Det villle vi ikke have, hvis vi bare sad derhjemme, siger Sebastian Bendt.
Store ideer begynder i garager
På AAU Innovate er der ikke kontorer men 'garager', og det er der en ganske særlig årsag til.
- Danfoss, Google, Apple. Mange af verdens største virksomheder er begyndt i en garage, så derfor kan man også få en garageoplevelse her på universitetet, siger rektor, Per Michael Johansen.
Ifølge universitetets rektor, kan den nye bygning ultimativt komme til at betyde, at Nordjylland i fremtiden får nemmere ved at fastholde højtuddannede, så de ikke forlader landsdelen efter endt uddannelse i samme omfang som hidtil.
- Med det her hus og det her initivativ, skal vi bygge nye, videnstunge virksomheder, som rigtig gerne skal blive i Nordjylland og vokse sig store, siger Per Michael Johansen.
Ifølge arkitekten bag bygningen, er arkitektur og design medhjælpere til succes.
- Der er højt til loftet, og der er nogle store rum her, men det der med også at have nogle små, lukkede rum, hvor man bare kan gøre, hvad man vil, og hvor man kan lave eksperimenter og måske finde på ting, som virker sådan lidt skøre. Det ville vi også rigtig gerne have ind i bygningen her, siger Dan Stubbergaard, der er stifter af tegnestuen Cobe.
AAU Innovate står klar til tiden ,og byggeprojektet har overholdt det planlagte budget. Bygningen er delvist betalt med en donation på 105 millioner kroner fra A.P Møller og Hustru Chastine MC-Kinney Møllers Fond til almene formaal.