Startede som et hyggeprojekt: Nu har ægtepar lavet deres egen sexplatform
Foto: Pressefoto
Arkivfoto.
For mange kan det at snakke om sin seksualitet være svært. Men det vil ny platform gerne lave om på.
En ny onlineplatform med base i Aalborg vil nemlig hjælpe med at nedbryde seksuelle tabuer, samt fremme åbenhed og tryghed omkring sex og seksualitet.
Platformen hedder Zandora, og bag den står ægteparret Thomas og Maj Tverskov Kjær.
- Som par har vi jo interesse for sex og seksualitet, så vi begyndte at lege lidt med det. Vi skrev nogle artikler sammen som et hyggeprojekt, men lige pludselig sad vi med noget og tænkte "fuck, det er spændende det her", fortæller Thomas Tverskov Kjær.
Parret ville gerne dele deres artikler, og meldte sig derfor ind i diverse facebookgrupper, som omhandlede sex og seksualitet. Men her oplevede parret, at der var for meget censur på Facebook, når det kommer til sex og seksualitet.
Derfor besluttede de sig for at oprette deres egen platform, som Thomas Tverskov Kjær begyndte at arbejde på tilbage i september sidste år. Platformen kom op at køre i februar, og parret har begge forladt deres jobs for at arbejde med Zandora på fuldtid.
- Det er ekstremt angstprovokerende, for vi satser jo hele vores opsparing på det her. Men der er det her med at forfølge sine drømme. Jeg er 53, hun er 41, så hvis det skulle gøres, så var det nu, siger Thomas Tverskov Kjær.
Lige nu har Thomas Tverskov Kjær og hans hustru to ansatte på henholdsvis deltid og løntilskud, og så bliver de suppleret af en gruppe frivillige.
Ingen Indkomst
Siden platformen kom op at køre i februar måned, har de omtrent 500 brugere, og tallet stiger støt. Brugerne melder sig til via MitID, da man ønsker at undgå mindreårige og falske profiler på deres side, samt at skabe trygge rammer for deres brugere.
Men på trods af de mange brugere, er der på nuværende tidspunkt ingen indkomst gennem siden. Og det er noget Thomas Tverskov Kjær arbejder på.
- Vi arbejder på at få annonceindkomst fra diverse virksomheder inden for branchen, og så overvejer vi også at introducere en abonnementspris for vores brugere, fortæller han.
Han er også klar over, at der er en risiko for, at brugerne muligvis kan blive bekymrede for at skulle betale for deres medlemskab på siden.
- Vi skal jo overbevise vores brugere, at det vi tilbyder, er prisen værd. Vi vil gerne undgå at manipulere brugeren, så de bliver til produktet, fortæller Thomas Tverskov Kjær.