Spætter hærger sommerhuse: Her er naturvejleders bedste råd
Sommerhuse nord for Hals har den seneste tid været plaget af spætteangreb.
Flere sommerhusejere i området mellem Hals og Hou er ved at få pip i låget.
Én eller flere gerningsfugle har den seneste tid gjort indhug i flere ejendomme - og det er der ifølge Klaus Godiksen, naturvejleder i Aalborg Kommune, en ganske god forklaring på:
- Når spætter kommunikerer, så gør de det via bankelyde. Når de hakker, snakker de sammen. Det er på den måde, hannerne finder hunnerne. De finder de steder, hvor der er allermest resonans på, og det er der på sådan nogle tørre bjælker.
Se indslaget her:
Ifølge Klaus Godiksen har spætten ekstragode vilkår i området - netop fordi det er sommerhuse.
- Havde det nu været ved et parcelhus, hvor man bor til daglig, så går man jo bare ud og jager den væk. Det kan du jo ikke, når det er et sommerhus.
Han forstår godt, at sommerhusejerne er trætte af spættens angreb på deres huse.
- Spætten er jo en smuk fugl og hører til i den danske flora og fauna. Vi skal glæde os over den på en eller anden vis. Men jeg kan da godt se, at det er irriterende.
Derfor kommer dyreeksperten med sit bedste råd til de borgere, der har ondt i hoved og huller over spætten.
- Man må prøve at se, om man kan skræmme den, siger han og løfter sløret for du måske skal kigge efter rester fra sidste børnefødselsdag.
- Simpelthen lave nogle lyde og noget lys, der kan være der, når man ikke selv er der. Det kan man gøre med mange ting - plastikugler, drager eller balloner - det skal bare være noget, der bevæger sig.